Færøerne og Storbritannien underskriver Brexitaftale

Færøerne har som et af de første lande i verden underskrevet en frihandelsaftale med Storbritannien. Den træder i kraft, når Storbritannien træder ud af EU.

Tidligere på måneden kunne landsstyremanden for udenrigsanliggender Poul Michelsen (Framsókn) meddele, at der kun manglede underskriften på aftalen mellem Færøerne og Storbritannien.

Torsdag (31. januar) underskrev Poul Michelsen og den britiske handelsminister George Hollingbery aftalen i det britiske udenrigsministerium.

Dermed har Færøerne sikret sig, at eksporten kan fortsætte til et betydningsfuldt eksportmarked.

-Storbritannien er blandt de lande, som vi eksporterer mest til. Med aftalen sikrer vi samhandelen med Storbritannien. Den kan fortsætte nærmest uhindret, når briterne forlader EU. Derfor har dette skridt en stor økonomisk betydning for Færøerne, siger Poul Michelsen.

Får virkning når briterne forlader EU

Lagtinget på Færøerne skal godkende frihandelsaftalen. Formålet er at sikre, at aftalen træder i kraft, når Storbritannien træder ud af EU, også om det sker uden en skilsmisseaftale 29. marts i år.

– Usikkerheden har været, om Storbritannien forlader EU uden en aftale eller om parterne kan nå til enighed. Uanset hvad vil det ikke få indflydelse på handelssamarbejdet mellem Færøerne og Storbritannien, siger Poul Michelsen.

Storbritannien er det tredje største eksportmarked for Færøerne. I 2016 eksporterede Færøerne for 850 millioner kroner til Storbritannien og for 770 millioner i 2017.

Importen fra Storbritannien har ligget mellem 169 og 284 millioner kroner de sidste to år. 

Facebooktwitter
+ posts

Facebook kommentarer