Hastelove skal holde bankkanaler åbne i rigsfællesskabet

Det bliver hulens besværligt at overføre penge mellem Danmark og Grønland og Færøerne fra den 1. april, hvis en nordatlantisk lovgivning om forebyggelse af kriminelles misbrug af det finanssystemet ikke når at træde i kraft den 1. april.

EU-kommissionen meddelte 29. november sidste år, at den foreslår at ophæve den nuværende ordning, så pengeoverførsler mellem Danmark og Grønland/Færøerne ikke længere behandles som var det pengeoverførsler inden for EU.

Ikke-EU-områderne Færøerne og Grønland bliver dermed tredjelande hvad angår pengeoverførsler. EU-kommissionens hjemmel er 2. pengeoverførselsforordning, der trådte i kraft 26. juni 2017.

Ændringen af betalingsstrukturen kræver, at der afgives flere oplysninger end i dag.

Erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) har bestilt tid til førstebehandling af de to hasteforslag i folketingssalen fredag 1. marts, før Erhvervsministeriet har indhentet inatsisartut og lagtingets godkendelser.

Det er især et problem i forhold til Grønland, hvor inatsisartut først samles den 22. marts til forårssamlingen.

Rasmus Jarlov skriver dog i en orientering til Folketinget, at “lovforslagene har været sendt til forespørgsel hos de grønlandske og færøske myndigheder, hvor det blev tilkendegivet fra begge parter, at de ønsker reglerne.”

Høringen hos de nordatlantiske pengeinstitutter og myndigheder fra 25. januar til 8. februar har ikke udløst kommentarer, meddeler Erhvervsministeriet.

Efter førstebehandlingen 1. marts siger den foreløbige tidsplan andenbehandling den 19. marts og vedtagelse den 26. marts.

Rasmus Jarlov forsikrer, at bankerne stadig kan straks-cleare overførsler mellem rigsdelene og gennemføre en kontooverførsel straks døgnet rundt alle årets dage, når de to lovforslag er vedtaget.

Facebooktwitter
+ posts

Facebook kommentarer