Færøernes regering har fået nedlagt fogedforbud mod, at Kringvarp omtaler et møde mellem færøske og kinesiske myndigheder
Færøernes public-service station, Kringvarp Føroya, har fået fogdeforbud imod at omtale indholdet af et møde mellem kinesiske og færøske myndigheder.
Det usædvanlige fogedforbud blev udstedt 20 minutter før tv-nyhedsudsendelsen skulle i luften klokken 19 lokal tid mandag aften (2. december).
Den færøske tv-avis skulle bringe et indslag, som omhandlede et møde den 11. november mellem den kinesiske ambassadør i Danmark og lagmand Bárður Nielsen, Sambandspartiet, og landsstyremanden for finansanliggender, Jørgen Niclasen, Folkeflokken.
To timers møde med fogeddommer
Nyhedschef Georg L. Petersen fortæller, at mellem klokken 16 og 16.30 mandag kom en dommer og en advokat for den færøske erhvervsministerium til Kringvarp Føroya.
Erhvervsministeriet krævede et fogedforbud, og to timer senere udstedte dommeren fogedforbuddet.
Det bestemmer, at Kringvarp Føroya må ikke omtale indholdet af mødet, men kun at mødet har været holdt og hvem der deltog.
Afventer møde med advokat
Nyhedschef Georg L. Petersen siger, at han ikke har været i en lignende situation før, og nu vil man undersøge, hvilke muligheder man har.
-Jeg vil snakke med vores advokat i morgen. Jeg har forstået det sådan, at fogedforbuddet kan afprøves i retten inden en uge, siger Georg L. Petersen.
-Vi har vurderet, at dette har så stor samfundsmæssig relevans, at vi bør bringe nyheden, siger Georg L. Petersen videre.
Amerikansk advarsel og dansk 5G-bekymring
Imidlertid falder fogedforbuddet sammen med interesse omkring med det kinesiske teleselskab Huaweis rolle i Færøernes etablering af et 5G-net.
Det har USA bemærket. For nylig advarede den amerikanske ambassadør, Carla Sands, Færøerne mod at købe Huaweis 5G-teknologi.
EU’s teleministre mødes tirsdag (3. december), hvor dagsordenen indeholder et punkt om vedtagelse af konklusioner om 5G’s betydning for den europæiske dataøkonomi og behovet for at tage hånd om sikkerhedsrisici.
EU-ordfører Søren Bo Søndergaard (EL) benyttede europaudvalgsmødet fredag (29. november) til at spørge både forsyningsministeren (klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S)) og justitsminister Nick Hækkerup (S) om den amerikanske advarsel vedrørende 5G.
Dan Jørgensen kendte ikke hendes udtalelse, men i et svar til Tommy Ahlers (V) bekræftede forsyningsministeren, at han lægger mest vægt på sikkerheden.
– Uagtet mange samfundsfordele åbner det for ret store sikkerhedsrisici. Der er allerede relevante tiltag i cybersikkerhedsforordningen, men man bliver nødt til at grave et spadestik dybere, fordi dette åbner for helt nye trusler, vi ikke har kendt før, sagde Dan Jørgensen.
– Kernen i spørgsmålet er rigtigt, nemlig hvordan forholder vi os til ejerskabet af kritisk infrastruktur, svarede Nick Hækkerup.
-Jeg skal ikke kommentere, hvad den amerikanske ambassadør har ment, men vi har en opgave at få håndteret kritisk infrastruktur, så man ikke risikerer, at et andet land sidder på elementer i vores samfund og kunne lukke samfundet ned i et eller andet omfang, sluttede Nick Hækkerup.
Manglende beviser
Direktøren hos Føroya Tele, Jan Ziskason, har sagt til Kringvarp Føroya (Færøernes radio- og tv), at man tager debatten om overvågning meget alvorligt, men han kan ikke uddybe det mere på nuværende tidspunkt.
Færøerne har overtaget handelspolitikken, så det er område, som Færøerne selv bestemmer over. Landsstyremanden for handelsanliggender, Helgi Abrahamsen fra Sambandspartiet, siger, at det ikke er bevist, at Huawei er engageret i spionage.
-På den anden side ved vi, at Kina har vedtaget en lov, som mere eller mindre pålægger virksomheder at udføre spionage for staten. Det er bekymrende, og vi holder øje med deres fremgangsmåde, siger Helgi Abrahamsen til Kringvarp Føroya.
Helgi Abrahamsen siger også, at Forsvarets Efterretningstjeneste ikke har advaret imod at samarbejde med Huawei.
Artiklen er lavet i samarbejde med Claus Djørup, Fagpressebureauet.
Facebook kommentarer