Kina lagde pres på det færøske landsstyre

Den kinesiske ambassadør, Feng Tie, truede det færøske landsstyre med at droppe handelsaftale, hvis Huawei ikke får leverancen af 5G-net til Færøerne. Det beretter flere danske medier. Sagen rejses i Udenrigspolitisk Nævn.

Det færøske Erhvervs- og handelsministerium har fået nedlagt fogedforbud mod, at Kringvarp Føroya offentliggør indholdet af et møde den 11.november mellem landsstyret og den kinesiske ambassadør i Danmark.

Alligevel kan Berlingske Tidende og Danmark Radio nu afsløre, hvad mødet handlede om.

De to medier beretter, at den kinesiske ambassadør pressede landsstyret med en frihandelsaftale.

Kina og Færøerne kan indgå en frihandelsaftale, hvis det færøske teleselskab, Føroyar Tele, valgte at indgå en aftale med Huawei om etablering af af 5G-netværk. Den aftale er udelukket, hvis Færøerne ikke vælger Huawei.

Den færøske lagmand skal have sagt, at han vil ikke bestemme, hvad Føroya Tele gør.

Sagen fik stor opmærksomhed, da et fogedforbud blev sat i værk 20 minutter før en nyhedsudsendelse på færøsk tv den 2. december.

Statsministeren: Spørg Center for Cybersikkerhed

Den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), ville tirsdag ikke svare på, om offentliggørelse af mødets indhold kan skade forholdet mellem Danmark og Kina.

Spørgsmålet blev stillet af Kringvarp Føroya, før Berlingske og Danmark Radio havde offentliggjort indholdet af mødet.

-Jeg var ikke til stede på det møde, så jeg vil ikke gå ind i en længere diskussion om det, siger Mette Frederiksen til Kringvarp Føroya.

I statsministertimen spurgte Edmund Joensen (Sambandspartiet), om Færøerne kan undlade at leve op til at sikre sikkerheden i telekommunikationsinfrastrukturen inklusive 5G, som det blev nævnt på NATO-pressekonferencen i London.

-Teleområdet er hjemtaget af Færøerne, og derfor er det et færøsk anliggende. Færøerne har god mulighed for at rådføre sig, når det handler om cybersikkerhed, og dermed rådføre sig med Center for Cybersikkerhed (CFCS). Men området er hjemtaget, og derfor synes jeg, at det falder sådan ud, at det jo er et færøsk anliggende, svarede Mette Frederiksen i folketingssalen.

Udenrigsministeren skal forklare sagen i udenrigsnævnet

Udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen (V), oplyser til Kringvarp, at han har anmodet om, at sagen bliver taget op i Udenrigspolitisk Nævn torsdag 12. december.

-Der er rejst spørgsmål, som også er af udenrigs- og sikkerhedspolitisk karakter. Dermed er det et område, som regeringen og det danske folketing interesserer sig for, siger Michael Aastrup Jensen til Kringvarp Føroya.

Udenrigsminister Jeppe Kofod, Socialdemokratiet, skal torsdag forklare, hvad er op og ned i denne sag.

-Nu er det kommet frem, at man har rådført sig med det danske udenrigsministerium omkring denne sag. Det er også kommet frem, at man fra færøsk side mener, at det potentielt kan være en udfordring for Kongeriget Danmark på den ene side og Kina på den anden. Dermed har man svaret, at det ikke kun er et normalt handelssamarbejde, siger Michael Aastrup Jensen til Kringvarp Føroya.

Han udtalte sig også inden Berlingske Tidende og Danmarks Radio kom med deres afsløring.

Facebooktwitter
+ posts

Facebook kommentarer