Færøsk restaurant belønnes for gastronomi og klima

Den færøske gourmetrestaurant Koks beholder sine to Michelin-stjerner. Desuden får restauranten en grøn stjerne for at være bæredygtig.

Restauranten Koks har endnu engang fået bevis på, at de er i verdensklasse. Ved afsløringen af Michelin Guide Nordic Countries 2020 i Trondheim 17. februar fik Koks to Michelin-stjerner.

Dermed beholder Koks sine to stjerner, som restauranten fik sidste år. Chefkokken, Poul Andrias Ziska, havde forventet at beholde de to stjerner.

– Vi gik efter at få to stjerner, og det var lige som det skulle være, siger Poul Andrias Ziska til Kringvarp Føroya.

Mere fokus på bæredygtighed

Koks fik også en ny pris, Det Grønne Firkløver. Prisen bliver givet til restauranter, som laver særlige initiativer for at fremme bæredygtighed. Det kan blandt andet være ved at bruge lokale varer, begrænse madspild og prioritere økologiske varer.

– Det at Michelin guiden vælger at give en ekstra pris til de restauranter, som vælger at arbejde med bæredygtighed, er godt. Det kan inspirere andre til følge den trend, siger Poul Andrias Ziska.

Den færøske restaurant gør meget for at udnytte de lokale råvarer. Koks har lagt sig efter at gøre traditionel færøsk mad populær for alle. Fermenteret kød og fisk er en del af menuen samt skærpekød, som er vindtørret kød.

Der lægges også stor vægt at udnytte råvarer fra havet, som man til dagligt ikke bruger meget i madlavning. Det kan være tang og søpindsvin og hvad man ellers kan hente frit ude i naturen.

Lige siden Koks åbnede har restauranten lagt vægt på bæredygtighed.

– Vi vil meget gerne arbejde mere med køkkenhave, kompost og dyrke flere afgrøder selv. Det er ligesom med madlavningen – det skal gå fremad, det skal ikke gå tilbage. Vi mener, at det er den rigtige måde at arbejde på. Der er forskel på, hvad en restaurant på Manhattan kan, og hvad vi kan, og vi må udnytte vores muligheder, siger Poul Andrias Ziska.

Gode muligheder for turismen

Koks fik sin første Michelin-stjerne i 2017, og to stjerner i 2019. Lige fra restauranten fik sin første stjerne, har efterspørgslen at spise på restauranten været stor. Restauranten ligger afsides i dag tæt ved bygden Leynar på Færøernes største ø, Streymoy.

Koks har planer om at lave en ny restaurant på en anden lille bygd på Streymoy, som hedder Syðradalur, tæt på hovedstaden Thorshavn. Alle tilladelser er endnu ikke kommet på plads, og bonden som forvalter jorden vil ikke uden videre give sin tilladelse.

Borgmesteren i Thorshavn, Annika Olsen, er glad for ideen, og hun ser også mange muligheder i de priser, som Koks vinder.

– Denne pris er enestående for restaurantbranchen og for Færøerne som turistland. Koks skaber opmærksomhed ude i verden for deres madkunst, siger Annika Olsen.

Artiklen har også været bragt på Sermitsiaq.ag.https://sermitsiaq.ag/stjernedrys-faeroesk-madkunst

Facebooktwitter
+ posts

Facebook kommentarer