En person, som kom med fly fra Paris 24. februar, er blevet testet positiv for Covid-19
Det første tilfælde af smitte med coranovirusset Covid-19 er bekræftet på Færøerne.
Personen fik sygdomstegn fem dage efter hjemkomsten, det vil sige den 29. februar. Han havde deltaget i en konference i Paris, hvor det senere har vist sig, at flere deltagere har fået coronavirus.
Det blev oplyst på et pressemøde i Thorshavn onsdag, hvor landsstyremanden for sundhed, Kaj Leo Holm Johannesen, landslæge Lars F. Møller og speciallæge i infektionssygdomme, Shahin Gaini, deltog.
Der er tale om en mand, som bor i hovedstaden Thorshavn. Da han i går hørte om, at flere på konferencen var blevet syge, satte han sig i forbindelse med egen læge. I dag kunne landssygehuset så bekræfte, at manden er smittet med Covid-19.
Manden og hans
familie er sat i isolation i eget hjem, blev det oplyst på pressemødet.
Man er nu i gang med at undersøge, hvem manden har været i kontakt med og om
flere skal i isolation.
-Manden har lette symptomer på infektioner og har det godt. Der er ikke nogen øvrige i hans familie, som har symptomer, sagde landslægen Lars F. Møller på pressemødet.
Vil bryde smittekæden
Landslægen mener ikke, at folk skal være bekymrede for, at manden kan have smittet flere mennesker.
-Der er ingen grund til bekymring, hvis du har været i samme fly, fordi smitten ikke var aktiv på det tidspunkt. De, som er syge, begynder først at smitte andre 48 timer før de føler sige syge, sagde Lars F. Møller.
Det gælder nu om at bryde smittekæden og finde alle, som eventuelt kan være smittet. Lars F. Møller siger, at det gælder om at udskyde udbredelsen til det bliver varmere. Så vil virusset få sværere betingelser og dødeligheden vil falde meget.
-Det handler om at beskytte ældre og svage og dem, som har andre sygdomme, sagde speciallæge Shahin Gaini.
Landsstyret er forberedt
Landsstyremanden for sundhed oplyser, at landsstyret i går drøftede situationen omkring en eventuel smitteudbredelse på Færøerne. Landsstyret er parat med en ekstrabevilling på finansloven, om det skulle blive brug for det.
Landslægen manede til ro, hvor der nu er bekræftet et tilfælde på Færøerne. -Der er ingen årsag til at gå i panik.
-Folk skal følge instruktionerne fra sygehusvæsnet og have god hygiejne, og specielt ikke hoste på andre. Det er vigtigt at vaske sig ofte og godt om hænderne, understregede Lars F. Møller.
Facebook kommentarer