Færøsk MF: Fiskerisamarbejdet med Rusland skal stoppe

Alt samarbejde som Færøerne har med Rusland bør stoppe. Det siger Sjúrður Skaale, folketingsmedlem, som mener, at Færøerne også bør gøre mere for at hjælpe Ukraine.

Sjúrður Skaale var klar i mælet under redegørelsesdebatten torsdag (19. januar).

Christian Friis Bach fra Radikale Venstre ville vide, hvad Sjúrður Skaale mener om, at Færøerne har fornyet en fiskeriaftale med Rusland, som gælder året ud.

– Vi burde gå ud af den fiskeriaftale. Jeg mener, at vi burde forbyde eksporten til Rusland med lov. Jeg har selv foreslået, at vi skulle sende penge til den ukrainske hær. Personligt synes jeg, at vi gør for lidt, og jeg håber, at vi kommer ud af fiskeriaftalen næste år, erklærede Sjúrður Skaale.

50 millioner til Ukraine
Ikke alene skal Færøerne droppe samarbejdet med Rusland. Sjúrður Skaale mener, at Færøerne gør for lidt for at hjælpe Ukraine.

Tidligere på ugen sagde Sjúrður Skaale således:

– Det ville klæde Færøerne, at landsstyret sendte omkring 50 millioner kroner til den ukrainske hær. Ikke bare for at hjælpe Ukraine, men også fordi det gælder vores sikkerhed, stabilitet og frihed, som de ofrer sig for.

Forventer stop
Landsstyres ledes af Sjúrður Skaales parti, Javnaðarflokkurin (Socialdemokraterne), der er i koalition med Tjóðveldi (Republikanerne) og det liberale Framsókn.

Det forrige landsstyre begyndte drøftelserne om, hvorvidt det var muligt at finde kvoter til trawlerne i Barentshavet andre steder, så man slap for at samarbejde med Rusland.

Det landsstyre kom ikke i mål og forlængede aftalen, og det nye landsstyre har antydet, at de også vil afsøge andre muligheder.

Både Karsten Hønge fra SF og Jens Meilvang fra Liberal Alliance var skeptiske overfor russeraftalen under redegørelsesdebatten.

Anna Falkenberg, folketingsmedlem for Sambandspartiet, udtrykte ikke sin egen holdning om aftalen under debatten, men hendes vurdering er, at landsstyret vil opsige aftalen.

– Der er en bred enighed om på Færøerne, at vi bruger året til at finde ud af, hvad der af andre muligheder til at få omlagt det fiskeri, vi har haft i Barentshavet med Rusland, til andre steder. Min forudsigelse er, at aftalen ikke bliver forlænget, sagde Anna Falkenberg.

Handelsaftale er også geopolitik
Både Anna Falkenberg og Sjúrður Skaale fremhævede betydningen af, at Færøerne får et bedre handelsaftale med EU. I dag kan Færøerne ikke eksportere forarbejdet fisk til EU- markedet uden at skulle betale høj told.

Færøerne er kun råvareeksportør til EU og har ikke mulighed for at afsætte forarbejdede fiskevarer på det europæiske marked, fremhævede Anna Falkenberg. Hun opfordrede EU til at se en ny handelsaftale med Færøerne i en geopolitisk sammenhæng.

Færøerne er det land i Europa, der har den dårligste adgang til det europæiske marked, fastslog Sjúrður Skaale.

De færøske folketingsmedlemmer lagde også vægt på, at det har stor strategisk betydning at få en bedre aftale med EU.

Statsminister Mette Frederiksen (S) nævnte ikke fiskerisamarbejdet mellem Rusland og Færøerne, men fremhævede ønsket om tættere samarbejde med EU.

– Jeg er glad for det fokus som har været på nødvendigheden af at bringe ikke mindst Færøerne meget tættere på EU og det europæiske marked, kvitterede Mette Frederiksen i redegørelsesdebattens slutning.

Facebooktwitter

Facebook kommentarer