Partii Naleraq forlader den grønlandske regering

Naalakkersuisut – den grønlandske regering – har mistet sit flertal, efter at Partii Naleraq trådte ud søndag.

Det sker dagen før, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) rejste til Nuuk for at mødes med naalakkersuisutformand Kim Kielsen (Siumut).

“Formålet med mødet er at drøfte dansk deltagelse i det grønlandske lufthavnsprojekt og styrket erhvervssamarbejde,” oplyste statsministeren fredag 7. september i pressemeddelelsen om rejsen mandag 10. september.

Det er uenighed om dansk medfinansiering af lufthavnsprojekterne samt fiskerikvoter, som får Hans Enoksen (PN) til at forlade koalitionen, skriver Sermitsiaq og KNR.

Koalitionen rådede over 16 af de 31 mandater i inatsisartut (landstinget) og bestod af Siumut, Partii Naleraq, Nunatta Qitornai og Atassut

En mulig ny Siumut-ledet regering kunne være en koalition med det borgerlige Demokraterne eller det store oppositionsparti IA.

1,6 milliarder til lufthavne
Mødet mellem de to regeringschefer endte med to aftaler om henholdsvis lufthavne og erhvervsudvikling. Den danske stat bidrager med i alt 1820 millioner kroner i indskud og lån og lånegaranti.

I Kim Kielsen og Lars Løkke Rasmussens erklæring er den danske finansiering forklaret:

“Der budgetteres med et egenkapitalindskud i det grønlandske lufthavnsprojekt på niveauet 2,8 mia. kr., hvoraf staten som medejer indskyder 700 mio. kr. til anlæg af de nye lufthavne i Nuuk og Ilulissat. Herudover søges der en låneramme i Den Nordiske Investeringsbank på 450 mio. kr., som staten stiller garanti for. Og endelig yder staten lån på op til 450 mio. kr., begge ligeledes til anlæg af de nye lufthavne i Nuuk og Ilulissat.

Aftalen indeholder også initiativer til at styrke erhvervssamarbejdet mellem Grønland og Danmark. Selvstyret og staten indskyder i alt 200 mio. kr. i Greenland Venture og Vækstfonden til fælles investeringer i Grønland. Herudover etableres en fælles erhvervspulje på 20 mio. kr., så Greenland Venture og Vækstfonden bl.a. kan styrke arbejdet med at modne erhvervsprojekter i Grønland,” slutter pressemeddelelsen.

Facebooktwitter
+ posts

Facebook kommentarer