Færøsk vækst og lav arbejdsløshed giver overskud i landskassen

Nye beregninger viser, at overskuddet på den færøske finanslov i 2017 bliver 215 millioner kroner. Det er over 100 millioner mere end forventet for to måneder siden.

Flertallet i finansudvalget bestående af koalitionspartierne Javnaðarflokkurin, Tjóðveldi og Framsókn samt oppositionspartiet Miðflokkurin, har skrevet betænkning med nye beregninger af finanslovsforslaget, som blev fremsat for to måneder siden

Det viser, at overskuddet bliver 215 millioner kroner i 2017. Da finanslandsstyremand Kristina Háfoss (T) fremsatte lovforslaget 30. september, vurderede hun, at overskuddet ville være 112,3 millioner kroner.

– Vi har stor økonomisk vækst på cirka 7-8 procent. Lønudgifterne er steget med 7 procent, og arbejdsløsheden er kun omkring 2 procent. Således er der gode tider. Det ses også igen i husholdningernes opsparing, i erhvervslivet og i befolkningsvæksten. Det er glædeligt, at fraflytningen er vendt til befolkningvækst, skriver flertallet i finansudvalget i betænkningen.

Vil afdrage gæld
Nu hvor der skulle være mulighed for overskud på finansloven to år i træk, er der mulighed for at begynde at betale udlandsgæld tilbage, fortsætter flertallet. Gælden er omkring 6 milliarder kroner.

Koalitionen vil også lægge vægt på at konsolidere økonomien og sætte penge i en konjunkturudligningsfond, som skal bruges, når tiderne skifter igen.

Det fremgår også af betænkningen, at koalitionen vil holde de offentlige driftsudgifter nede, så de ikke vokser med mere end 1,8 procent. Koalitionen har sat sig som mål at udskyde nogle af de offentlige byggerier for at sikre, at økonomien ikke overophedes.

Flertallet holder finansudvalg udenfor
Mindretallet i finansudvalget plejer at komme med et ændringsforslag, men i år har Sambandspartiet og Folkeflokken ikke benyttet muligheden.

I stedet for at de forfattet en tekst, hvor de påtaler, at koalitionen ikke følger en demokratisk fremgangsmåde.

Bárður á Steig Nielsen, Sambandspartiet, og Jacob Vestergaard, Folkeflokken, mener, at der reelt ikke har været nogen behandling af finansloven i finansudvalget.

– Siden denne koalition kom til magten, har en ny uskrevet og ikke vedtaget styrelsesordning set dagens lys. Landsstyret arbejdet udenom
lagtinget, mener de to oppositionsledere.

– Det går ikke, da lagtinget trods alt er lovgivende. Så bliver lagtinget brugt som landsstyrets stempelkontor, fordi landsstyrefolkene og lagmanden styrer behandlingen i lagtinget fra begyndelsen til enden, skriver mindretallet i finansudvalget.

Facebooktwitter
+ posts

Facebook kommentarer