Færøerne vil overtage familieret i sommeren 2018

Det færøske landsstyre forbereder endnu en overtagelse af et stort sagsområde. Person-, familie-og arveretten skal overtages i 2018.

Forhandlingerne med den danske regering skal være færdige til sommer, og forslaget om overtagelsen kan fremsættes for lagtinget 29. juli, samme dag som lagtinget træder sammen og begynder et nyt lagtingsår.

Der er tale om at stort sagsområde, og derfor vil sagsområdet ikke blive overtaget før sommeren 2018, erklærer sundheds-og indenrigsministeren Sirið Stenberg (Republikanerne) i et lagtingssvar til Jógvan á Lakjuni (Folkeflokken).

Hun lægger dog også vægt på, at det i sidste ende er lagtinget, der træffer afgørelsen om overtagelsen.

Sirið Stenberg siger, at det kan tage lang tid før færøsk lovgivning er klar.

– Det vil sandsynligvis tage lang tid at lave færøsk lovgivning på hele det familiemæssige område, som dækker ægteskabsloven, forældremyndighed, arveretten, abortloven og mange andre love, siger Sirið Stenberg.

EU’s migrantkrise forsinker udlændingeområdet
Samtidig arbejder udenrigsminister Poul Michelsen (Framsókn) med at overtage udlændingeområdet og luftrummet.

Ifølge arbejdsplanen skal forberedelserne for overtagelsen være færdige før sommerferien i år. Med i forberedelserne af udlændingeområdet er også forhandlinger med myndighederne í Bruxelles om Schengen-samarbejdet.

Det er ikke usandsynligt, at EU’s udfordringer med fordeling af flygtninge og nogle landes indførelse af grænsekontrol kan forsinke overtagelsen af udlændingeområdet.

Dertil arbejder det socialdemokratisk ledede landsstyre med at lave en færøsk forfatning, som skal til folkeafstemning senest i 2017.

Facebooktwitter
+ posts

Facebook kommentarer