Folketinget skal stemme om vielser af homoseksuelle på Færøerne

Et flertal i lagtinget går ind for, at homoseksuelle kan vies. Det viste afstemningen efter andenbehandlingen af forslaget til ny ægteskabslov.

19 lagtingsmedlemmer stemte for og 14 imod. Det var resultatet af afstemningen om forslaget om at tillade homoseksuelle at indgå ægteskab, som fire lagtingsmedlemmer har fremsat uafhængig af landsstyret.

Dermed er sagen om homovielser tæt ved sin afgørelse inden tredjebehandlingen på fredag (29. april).

Efter flere måneders tovtrækkeri i medierne og i udvalg kom forslaget for anden gang til andenbehandling i lagtinget tirsdag 26. april.

Det blev som ventet en lang debat, som fortsatte langt ud på aftenen. Tidligere på dagen havde Heðin Mortensen, Javnaðarflokkurin (Socialdemokraterne), fremsat et ændringsforslag om en folkeafstemning. Ved midnat trak han imidlertid forslaget tilbage, fordi det bragte regeringskoalitionen i fare.

– Jeg vil ikke forstyrre regeringsarbejdet fremover, siger Heðin Mortensen. Dermed blev det fastslået, at det er en sag for regeringen, selv om det fra starten blev sagt, at det stod frit for alle at stemme efter deres overbevisning, da fire lagtingsmedlemmer fremsatte forslaget.

Udover regeringsmedlemmerne stemte Sonja Jógvansdóttir, løsgænger, og Edmund Joensen og Magni Laksáfoss, begge Sambandspartiet, for forslaget.

Gud og jura fyldte i debatten
Selv om Heðin Mortensen i sidste ende valgte at stemme ja til forslaget, sagde han i sin ordførertale, at sagen ikke er behandlet på den rigtige måde.

Ægteskabsloven er et fælles område mellem Danmark og Færøerne.

Forslagsstillerne ville have med i forslaget, at kirken skal holdes udenfor vielse af homoseksuelle. Der har hele tiden været tvivl om det kunne lade sig gøre. I forslaget, som blev vedtaget, står der i lovteksten, at den del, som giver homoseksuelle tilladelse at vielse i kirken, falder bort eller bliver omformuleret.

– Det bedste var, om landsstyret var kommet med forslaget og undersøgt det godt og grundigt, før det blev fremsat, siger Heðin Mortensen.

Værdikamp
Foruden det rent juridiske aspekt har religion spillet en stor rolle under debatten.

– Bliver dette forslag vedtaget, er det den største kulturforandring nogensinde, sagde Jógvan á Lakjuni, Folkeflokken, i sin ordførertale. Han var kritisk overfor, at Færøerne nu får et kønsneutralt samfund og det ville gå udover børnenes rettigheder.

Folketinget skal godkende lagtingsloven
Det kræver en rigslovsændring før forslaget kan sættes i kraft. Bárður Nielsen, formand for Sambandspartiet, er blandt dem, som forventer, at Folketinget vil finde fejl ved det færøske forslag.

Magni Arge, folketingsmedlem for Tjóðveldi (Republikanerne), mener til gengæld ikke, at forslaget vil forvolde de store problemer.

– Jeg forventer ikke, at det bliver problematisk for Folketinget at godkende forslaget om rigslovsændring, men opfordrer alligevel til at undgå unødvendige komplikationer. De, som har kæmpet en lang og sej kamp for rettigheder til borgerlig vielse, har ikke fortjent juridiske efterskælv, siger Magni Arge.

Forslaget skal til 3. og sidste behandling i Lagtinget i morgen fredag. Derefter skal det behandles i Folketinget.

Facebooktwitter
+ posts

Facebook kommentarer