Magni Arge genindtager midlertidigt sin plads i lagtinget for at deltage i arbejdet med fiskerireform og forfatning
Magni Arge (Tjóðveldi/Republikanerne) genindtræder midlertidigt i lagtinget, mens folketinget holder sommerpause frem til oktober.
Han bevarer sit medlemskab af folketinget i perioden mod eget ønske. Folketingets præsidium afviser hans ansøgning om orlov, fordi han er stedfortræder. Han sidder nemlig på det folketingsmandat, som tilhører Tjóðveldis politiske leder, Høgni Hoydal, der er landsstyremand (minister) for fiskeri og dermed ifølge færøsk lov hverken kan være lagtings- eller folketingsmedlem.
Det bringer både ham og Tjóðveldi i en vanskelig situation, medgiver Magni Arge, som blev nyvalgt til lagtinget ved det færøske valg 1. september 2015 med 1082 personlige stemmer.
Tjóðveldi tillader ikke dobbeltmandater, men partiet mener også, at man skal have mulighed for at skifte mellem de to parlamenter, understreger han.
– Jeg kan ikke opfylde begge dele, men jeg kan tiltræde i lagtinget i folketingets sommerpause, så jeg kan repræsentere mine vælgere i lagtinget i en periode, hvor folketingsmedlemmer alligevel bruger de fleste af kræfterne hjemme i egne valgkredse, siger Magni Arge.
Præsidiet afviser stedfortræderes orlogsansøgninger
Stedfortrædere kan ikke bevilges orlov, konkluderer præsidiet med folketingsformand Pia Kjærsgaard (DF) i spidsen.
– Der skal være klarhed om, hvem der til hver en tid besidder et mandat, og man skal undgå, at der på samme tid er to, der har orlov fra det samme mandat. Derfor har Magni Arge fået et afslag. Reglen gælder ikke kun for nordatlantiske mandater, men også for de p.t. 9 øvrige midlertidige medlemmer af Folketinget, siger Pia Kjærsgaard.
Præsidiet gav Magni Arge ekstraordinært tidsbegrænset orlov i efteråret 2016. Det var første gang siden 1966, at præsidiet gav en sådan dispensation, oplyser Pia Kjærsgaard.
– Præsidiet har efterfølgende haft en principiel drøftelse af muligheden for at give orlov til nordatlantiske stedfortrædere og har besluttet at holde fast i hovedreglen om, at stedfortrædere ikke kan bevilges orlov. De særlige forhold for de nordatlantiske mandater indgik således i præsidiets drøftelser, slutter Pia Kjærsgaard.
Det bliver altså ved de to dispensationer.
Særlige forhold for nordatlanter
Det ærgrer ham, at han ikke behandles som ordinært medlem, når Høgni Hoydal er minister og har erklæret, at han ikke vil være MF i sin ministerperiode.
– Når man taler om tre ligeværdige parter i riget, bør man også i folketingssammenhæng være i stand til at tilgodese de forfatningsmæssige ordninger på Færøerne og Grønland, så vi får frihed til at arrangere os på behørig vis. Jeg forstår ikke, at man bruger kræfter på at gøre det vanskeligt for os, siger Magni Arge.
– Det er vigtigt, at de, der repræsenterer Færøerne på Christiansborg, har deres ben godt plantet i færøsk politik. Det er vigtigere end hensynet til, at man ikke skal sidde på to mandater på én gang. Ellers risikerer man at blive marginal – en løshængende satellit i systemet, siger Magni Arge.
– Forhåbentlig vil præsidiet genoverveje beslutningen, hvis der kommer en henvendelse fra flere nordatlantiske medlemmer, som ønsker en større fleksibilitet hvad orlov angår for stedfortrædere, fortsætter Magni Arge.
Fiskerireform gerne med bredere flertal
Lagtinget trækker ekstra i Magni Arge på grund af flere store sager, ikke mindst fiskerireform og forfatning.
Han er medlem af lagtingets industriudvalg, som behandler den nyligt aftalte fiskerireform inden 2. og 3. behandling i slutningen af juni. Den er alene aftalt mellem landsstyrekoalitionens tre partier, som råder over 17 af lagtingets 33 medlemmer.
– Det er vigtigt at gennemføre fiskerireformen. Jeg er godt klar over, at den ikke bliver gennemført uden kompromisser. Der skal bides i bollen mange steder. Det handler om at finde en løsning, der er holdbar i lang tid og kan give Færøerne det højest mulige afkast. Den skal samtidig medvirke til at sprede indkomsten mere jævnt, så udbyttet ikke koncentreres hos nogle få, siger Magni Arge.
– Det vil være gavnligt, hvis det kan lade sig gøre at få en endnu bredere løsning sammen med et af de andre partier. Man var meget langt henne i et forhandlingsforløb med Sambandspartiet, som har fremlagt deres egne forslag. Der er mange paralleller, siger Magni Arge.
Brexit
Han fremhæver det som en yderligere fordel at komme ind i fiskeripolitikkens detaljer via lagtingsarbejdet, når den danske udenrigsminister mindes om færøske interesser i Brexit-forhandlingerne.
– Brexit kan også blive et følsomt emne mellem Danmark og Færøerne af flere årsager. Det kunne dels være en konflikt mellem EU og Færøerne, som eskalerer og inddrager Danmark på den ene eller anden måde ligesom i makrelstriden, dels modsatrettede fiskeriinteresser hos Færøerne og Danmark, siger Magni Arge.
Forfatning
De kommende måneders anden store sag er forslaget til en færøsk forfatning, som lagmand Aksel V. Johannesen (S) fremlægger ved lagtingets åbning på olaidagen den 29. juli. Der er planlagt folkeafstemning om Stjórnarskipan Føroya den 25. april 2018.
Magni Arges stedfortræder i lagtinget er Ingolf S. Olsen.
Facebook kommentarer