Dansk-grønlandsk aftale om håndtering af uran

Naalakkersuisut (det grønlandske selvstyre) og den danske regerings aftale om håndtering af uran blev i overensstemmelse med samtidighedspricippet præsenteret tirsdag 19.januar for inatsisartut (landstinget) i Nuuk og folketingets udenrigsnævn i København.

 

Teksten offentliggøres ved den snarlige underskrivelse. 
Aftalekomplekset indeholder en overordnet samarbejdsaftale og to fælleserklæringer samt tiltrædelse af seks atomare konventioner, der gør det muligt for Grønland at udføre uran under det internationale atomagentur IAEA’s nøje kontrol fra mine til slutdepot. Atomagenturets kontrol indbefatter besøg i Grønland.

Uran i Grønland findes i lave koncentrationer, som kan udnyttes i forbindelse med med udvinding af bl.a. de såkaldt stjældne metaller til brug i moderne teknologi. Kvanefjeldet er et af de kendteste mineprojekter.

Kristian Jensen: Grønlands uran skal kommercialiseres
Grønland har retten til at udvinde råstoffer, mens Danmark har ansvaret for, hvad der sker med den udvundne og eksporterede uran, forklarer udenrigsminister Kristian Jensen.

– Den uran skal naturligvis kommercialiseres/udnyttes, og derfor er der behov for at lave en aftale om, hvordan man håndterer eksporten af uran, siger Kristian Jensen.

Lovforslag vedtages inden sommer
I anden halvdel af marts fremsætter han det nødvendige lovforslag om sikkerhedskontrol af grønlands nukleare materialer.

“Lovforslaget har til formål at sikre, at kongeriget efterlever sine internationale forpligtelser, følger de højeste internationale standarder og i særlig grad sikrer, at uran udvundet og eksporteret fra kongeriget ikke indgår i illegitime våbenprogrammer eller udnyttes i forbindelse med nuklear terrorisme,” hedder det i lovprogrammet fra begyndelsen af oktober.

IA kræver grundigere behandling
Folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen (IA) er imod aftalen, eftersom det tidligere selvstyreformandsparti altid har været imod uranudvinding og fastholder nultolerancepolitikken.

– Vi siger fra IA’s side klart nej til uran, så vi er ikke tilfredse, siger Aaja Chemnitz Larsen efter fremlæggelsen i udenrigsnævnet.

– Når vi står i den situation, at et flertal ønsker det, bør der være en langt grundigere behandling af sagen. Man har valgt at pulje seks forskellige konventioner sammen i én, da man behandlede det i inatsisartut, og det er ikke måden at håndtere det på, fortsætter Aaja Chemnitz Larsen.

– Det har en kæmpe betydning for Grønland og også for Danmark. Derfor mener vi, at det ikke har fået den fornødne behandling, slutter Aaja Chemnitz Larsen. 

Den grønlandske regeringskoalition ledes af det socialdemokratiske Siumut.

Facebooktwitter
+ posts

Facebook kommentarer