Åbent dobbeltsamråd om sikkerhedspolitik omkring Færøerne

Sikkerhedssituationen i Nordatlanten er i centrum i et åbent samråd i udenrigsudvalget 10. december, hvor både udenrigsministeren og forsvarsministeren er indkaldt.

Folketingsmedlemmerne Michael Aastrup Jensen (V) og Edmund Joensen (SP) har stillet samrådsspørgsmål til udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og forsvarsminister Trine Bramsen (S) om sikkerhedsspørgsmål omkring Færøerne.

Udenrigsudvalget har derfor kaldt de to ministre i åbent samråd om sikkerhedssituationen i Nordatlanten, om opstilling af en radar på Færøerne og om en frihandelsaftale for Færøerne.

Spørgsmålene er disse:

-Udvalget har bedt ministrene redegøre for hvilke foranstaltninger, regeringen ser som nødvendige for at sikre opretholdelsen af sikkerheden og rigsfællesskabets suverænitet i Nordatlanten.

-Derudover har udvalget bedt ministrene redegøre for, om regeringen sammen med det færøske landsstyre har til hensigt at opstille en radar på Færøerne.

-Udvalget har endvidere bedt udenrigsministeren redegøre for, hvorvidt regeringen har til hensigt at støtte det færøske ønske og den færøske lagmands anmodning til EU om en frihandelsaftale, og hvordan regeringen vil arbejde for en frihandelsaftale.

Samrådet finder sted torsdag den 10. december 2020, kl. 14:00.

Facebooktwitter

Facebook kommentarer