Afgørelse om russisk fiskeriaftale udskydes til efter møde med Norge

Lagmand Bárður á Steig Nielsen mødes i oktober med den norske statsminister for at drøfte fiskerisamarbejdet med Rusland. Derefter skal de færøske partier igen mødes for at vurdere, om samarbejdet med Rusland skal fortsætte.

Bárður á Steig Nielsen oplyser overfor Kringvarp Føroya, mødet med statsminister Jonas Gahr Støre finder sted den 12. oktober.

Lagmanden mødtes med alle partier i lagtinget onsdag den 28. september, men mødet førte ikke en beslutning

Landsstyremanden for udenrigsanliggender, Jenis av Rana fra det lille Miðflokkurin/Centrumpartiet, ønsker at stoppe alt samarbejde med Rusland, og det samme siger oppositionspartierne Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin.

-Færøerne ligger i centrum i Nordatlanten. Spændingerne øges i Nordatlanten og i Arktis. Vi har fælles fiskebestande med andre lande, som skal plejes, uanset om vi har en aftale eller ej. Det er store spørgsmål, der skal drøftes med lande, som har fælles interesser i at sikre bæredygtighed, siger Bárður á Steig Nielsen til Kringvarp Føroya.

Fælles interesser i Barentshavet
Færøerne har meldt ud, at man følger de sanktioner, som EU sætter i værk mod Rusland. De sanktioner gælder ikke på fiskeriområdet, og Færøerne har set på, hvad Norge gør.

Norge har indtil nu opretholdt fiskerisamarbejdet med Rusland.

Lagmanden ser imod Norge, fordi Færøerne, Norge og Rusland fisker i Barentshavet.

Færøerne og Rusland har en fiskeriaftale, som går ud på, at Færøerne fisker torsk i Barentshavet, mens russere kan fiske pelagisk fisk i færøsk farvand. Dertil kan russiske skibe omlaste i færøske havne.

Både Færøerne og Norge har brugt argumentet, at det er bedre fortsætte samarbejdet med Rusland, fordi så bliver fiskebestanden i Barentshavet plejet bedre, end hvis Rusland selv ender med gøre som de vil.

Lagmanden har også sagt, at man også bliver nødt til at se på, hvordan spændingerne mellem Vesten og Rusland udvikler sig.

Deadline nærmer sig
Partierne mødes igen 15. oktober, altså tre dage efter mødet med den norske statsminister, oplyser Bárður á Steig Nielsen.

I mellemtiden skal embedsmænd fra lagmandskonteret, det færøske finansministerium og fiskeriministerium analysere betydningen af fiskerisamarbejdet med Rusland.

-Tiden går, og en afgørelse skal træffes. Forhandlingerne er normalt i november-december, og den tid nærmer sig. Så når vi når til midten af oktober, så har vi ikke så megen tid tilbage. Vi bliver nødt til at træffe et valg, og jeg håber, at vi kan nå til en fælles løsning på Færøerne, siger lagmanden.

Opdateret 5. oktober:

Den norske public-service station, NRK, skriver, at Norge vil forhandle en fiskeriaftale med Rusland, som skal gælde for 2023. Forhandlingerne vil foregå digitalt.

Facebooktwitter

Facebook kommentarer