De nuværende færøske mandater i folketinget ville ikke blive genvalgt, hvis der var folketingsvalg i dag. Det viser en ny meningsmåling.
Folkeflokken ville være det største parti ved et folketingsvalg i dag og få knap 24 procent af stemmerne. Det viser en ny meningsmåling, som Spyr.fo har lavet for nyhedssiden Portal.fo.
Derefter er meget tæt mellem Sambandspartiet og Javnaðarflokkurin/Socialdemokraterne. Sambandspartiet står til 22,7 procent og Javnaðarflokkurin/Socialdemokraterne 22,6 procent.
Det ville betyde, at de nuværende partier i folketinget, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin/Socialdemokraterne ville miste deres mandater.
Tjóðveldi bagud
Meningsmålingen viser, at Tjóðveldi halter bagud og får 20,2 procent.
Ved seneste folketingsvalg 18. juni 2015 blev Tjóðveldi det største parti på Færøerne med 24,5 procent. Magni Arge, som er stedfortræder for førstvalgte Høgni Hoydal, ryster ikke på hænderne over den nye meningsmåling.
-Det er ikke skræmmende. Det viser bare, at der er et arbejde at gøre frem til folketingsvalget, så vi kan vinde det tabte tilbage, siger Magni Arge til Portal.fo.
Han siger videre, situationen minder meget om tiden op til valget for fire år siden. Da klarede Sambandspartiet og Javnaðarflokkurin/Socialdemokraterne sig bedst i meningsmålingerne.
Opbakning til blå blok
Hvis Folkeflokken og Sambandspartiet bliver valgt til folketinget, kan blå blok regne med støtte fra de færøske partier. Både Folkeflokken og Sambandspartiet har traditionelt støttet blå blok. Folkeflokken og Konservative er søsterpartier, mens Sambandspartiet og Venstre er søsterpartier.
Sambandspartiet har meddelt, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) deltager i partikongressen næste weekend.
Sjúrður Skaale, folketingsmedlem for Javnaðarflokkurin/Socialdemokraterne har sagt, at hans parti vil støtte de danske socialdemokrater.
Magni Arge, folketingsmedlem for Tjóðveldi, har derimod sagt, at de vil støtte den statsminister, som vil give Færøerne de største rettigheder i målet om at Færøerne bliver selvstændige.
500 vælgere er blevet spurgt i undersøgelsen, og der er statistiske usikkerheder mellem 0,9 og 3,8 procentpoint.
14 procent siger, at de endnu ikke har bestemt sig endnu, hvem de vil stemme på.
Artiklen har også været bragt på Sermitsiaq.ag.
Facebook kommentarer