Danmark sletter gammelt kriselån

Færøerne vælger at afvikle lån fra 1998 uden afdrag


Det udeblevne olieeventyr ved Færøerne koster den danske statskasse en halv milliard kroner.


Finansminister Kristian Jensen sletter et afdrags- og rentefrit lån til Færøerne på 500 millioner kroner, som blev givet i 1998. Lånet skulle ikke betales tilbage, såfremt det færøske landsstyre efter 20 år ikke har startet udvinding af råstoffer.

Kristian Jensen har søgt Folketingets finansudvalg om godkendelse til at eftergive lånet, fordi Færøerne benytter sin ret til afvikling af lånet.

Danmark bogførte lånet som en udgift i 1998, så det påvirker ikke de danske statsfinanser, at lånet – en slags lottokupon – ikke udløser en gevinst.

Forhistorien begyndte med faldende fiskepriser og en dyb økonomisk krise i 1989-1995, som udløste konkurser i banksektoren.

“I 1998 udgav undersøgelseskommissionen for den færøske banksag en rapport med en række anbefalinger til omstrukturering af Færøernes gæld og banksektoren. Rapporten vurderede, at Færøerne havde betalt en uforholdsmæssig andel af omkostningerne for oprydningen af banksektoren,” forklarer Kristian Jensen.

Den danske stat indgik herefter i 1998 en aftale med den færøske regering omkring den færøske banksag med fusionen af Føroya Bankí og Sjóvinnubankin og senere Den Danske Banks afståelse af sine i hvert fald i eftertidens øjne for højt værdsatte aktier i Føroya Bankí til landsstyret.

Godt fire milliarder kroner af det færøske landsstyres gæld blev omdannet til et 20-årigt annuitetslån.

Videre blev gæld eftergivet for 900 millioner kroner.

Endelig blev der ydet et 20-årigt rente- og afdragsfrit lån på 500 millioner til det færøske landsstyre, hvor tilbagebetaling var betinget af råstofaktiviteter.

“Baggrunden for dette var, at lånet skulle tilbagebetales efter evne, og at eventuelle kommende økonomiske gevinster ved at udvikle en råstofsektor på Færøerne og diversificere økonomien fra fiskeriet kunne benyttes hertil,” slutter Kristian Jensen. 

Facebooktwitter
+ posts

Facebook kommentarer