Epidemikommissionen: Færøerne har kontrol over smittespredningen

Smittespredningen af koronavirussen på Færøerne er nu på så et lavt niveau, at man mere eller mindre har stoppet smitten. Derfor åbner samfundet langsomt op mandag 20. april.

Reproduktionsraten – det antal en syg person i gennemsnit vil smitte – er under 1 på Færøerne. Det oplyste formanden for epidemikommissionen på Færøerne, Michael Boolsen på et pressemøde onsdag (8. april). Dvs. at Færøerne har situationen under kontrol.

– Vi er måske de første i verden til at dræbe smitten, i hvert fald mere eller mindre. Smitten er ved at uddø, men vi lever ikke i en lukket verden, så vi kan nemt stå i en situation, hvor smitten blusser op igen, siger Michael Boolsen.

Det betyder ikke, at situationen normaliseres hurtigt på Færøerne.

– Budskabet før påske er stadigvæk: hold fast, hold ved og hold afstand, siger Michael Boolsen.

Børnehaver og mindste klasser

Tiltagene, som landsstyret satte i kraft 12. marts, har virket så godt, at landsstyret åbner samfundet langsomt op igen. Børnehaver og fritidsskoler åbner, og skolen åbner delvis 20. april.

Forskoler og 1-3 klasser begynder igen. Anbefalingen er dog stadig væk, at hvis forældrene kan passe børnene hjemme, så skal de det.

4.-10. klasse får hjemmeundervisning, og eksamen er aflyst. På videregående uddannelser er der fjernundervisning.

Idrætsturneringer vil kunne begynde igen i første uge af maj måned, dog uden tilskuere.

– Vi skal i gang igen, men det er svær opgave at åbne. Der skal være en balance mellem sundhed og økonomi. De afgørelser er mindst lige så svære at træffe som at lukke samfundet. Jeg kan ikke garantere, at vi gør det rigtige. Det vil kun tiden vise, siger lagmand Bárður Nielsen, Sambandspartiet.

Stadig restriktioner

Selv om smitten er under kontrol, så slipper landsstyret ikke tøjlerne og åbner det hele igen. På nogle områder vil man fastholde nogle restriktioner.

Hos det offentlige er anbefalingen, at man arbejder hjemmefra, hvis det er muligt. I sygehusvæsenet bliver alle behandlinger, som ikke er akutte, flyttet i resten af april måned.

Flytrafikken vil fortsat være på et minimalt niveau, og man fraråder udlandsrejser. Alle tilrejsende skal i karantæne i 14 dage.

Endelig før folk ikke samles i store mængder, helst ikke over 10 mennesker.

– Hvis der er stor vækst i smittetrykket, så bliver vi måske nødt til at revurdere tiltagene, siger Bárður Nielsen.

Hver 10. færing er testet

Statistikken siger, at 184 har fået konstateret smitten, hvoraf 131 er raskmeldte. En er indlagt og ingen er død af Covid-19. Siden 1. april har kun seks personer fået konstateret smitten.

5153 mennesker er blevet testet for sygdommen, og det er 10 procent af Færøernes befolkning.

Forholdsvis lavere mørketal

Færøernes strategi har hele tiden været at inddæmme sygdommen og opspore de smittede. Den strategi holder man fast i.

Overlæge Bjarni á Steig siger, at Færøerne sandsynligvis ikke har så store mørketal, som man ser i andre lande. 

Venter på medicin

Selv om Færøerne ser ud til at have kontrol på smitten, så er virussen ikke væk endnu. Tiltagene vil fortsætte til der kommer nogen medicinsk hjælp. En vaccine er langt borte, men på Færøerne har man forhåbninger om, at anden medicin er på trapperne.

– Vi har tiltro til, at der kommer medicin inden alt for lang tid, som kan lindre sygdommen, så man kan undgå indlæggelser. Derfor er det vigtigt at følge anbefalingerne, og vi følger den samme strategi, som vi har gjort indtil nu, siger Bjarni á Steig.

Facebooktwitter
+ posts

Facebook kommentarer