Ingen på Færøerne har længere coronavirusset Covid-19. I alt 187 personer har haft virusset. Forsamlingsloft og indrejseforbud fortsætter.
Færøerne har længe været på vej mod de tre nuller – nul smittede, nul indlagte og nul døde. Det færøske sundhedsministerium kunne lørdag overbringe den længe forventede nyhed om, at der ikke længere er syge af Covid-19.
Færøerne er et af de få lande i verden, som kan sige, at ingen længere er smittet. Ingen er døde af virusset og få har været indlagt på intensiv afdeling i Tórshavn.
Den samme nulstatus har Grønland haft siden 4.april, efter at 11 smittede blev meldt rask. Det tredje selvstyreområde i Norden, Ålandsøerne, er sluppet med et dusin smittede, som alle er raske.
I alt 187 har været smittet på Færøerne, og den sidste blev erklæret rask det seneste døgn. Færøerne er nået op på 8403 test, hvilket er cirka en sjettedel af befolkningen.
-Som folk har vi klaret det, som få lande kunne klare. Det har kunne lade sig gøre, fordi folk, familier og virksomheder fra den ene dag har ændret dagligdagen og taget ansvar under svære omstændigheder. Vi som samfund skal være taknemmelige og stolte af det, som vi har klaret, siger lagmand Bárður á Steig Nielsen.
Forsamlingsloft 50 personer
Samfundet er så småt ved at åbne op. Flere og flere børn og unge kommer i skole igen, offentligt ansatte kan komme på arbejde igen, sportsbegivenheder kan begynde igen, dog uden tilskuere, og man komme på besøg på plejehjemmene.
Men anbefalingerne er stadig de samme. Folk skal ikke samles i for store grupper, maksimum 50, og man skal holde afstand.
-Hvis vi vil beholde denne situationen, må vi stadig væk passe på os og respektere anbefalingerne fra myndighederne. Coronavirussen kan hurtigt komme igen og blusse op. Som samfund må vi tage alle forbehold, siger Bárður á Steig Nielsen.
Foreslår nordisk turiståbning
Både hoteller og andre i turistindustrien har det svært i disse dage. Danske medier har berettet om, at de nordiske lande har omtalt, om man kan lave en ordning, hvor folk i norden kan rejse mellem landene.
Jóhannes Jensen, direktør for Gist og Vist, som har hoteller og restauranter, sagde til færøsk tv torsdag 7. maj, at han gerne så denne løsning, så kunne de åbne igen.
Landsstyremanden for udenrigsanliggender, Jenis av Rana, fra Midterpartiet, afviser denne mulighed på direkte tv, og lagmanden har udtalt på et pressemøde, at man frabeder sig turister i hvert fald til 30. juni.
Kan åbne mere op
Alle som kommer til Færøerne bliver anbefalet til at gå karantæne i 14 dage for at forhindre, at smitten slæbes ind i.
Selv om der ikke er tegn på, at man vil åbne op for omverdenen, så siger lagmanden at genåbningen internt på Færøerne kan gå hurtigere end forventet.
-Den hårde kamp har betalt sig. På Færøerne har ingen været kritisk syg af coronavirusset, og snart kan vi komme nærmere en uhindret, som det nu kan i disse tider, siger lagmanden.
Facebook kommentarer