Landsstyret på Færøerne forlænger foranstaltningerne mod coronavirusset. Offentlige institutioner forbliver lukket til 13. april. Få smittede er over 60 år
Skoler og børnehaver kommer ikke til at åbne 26. marts på Færøerne. Det bliver først efter påske.
For otte dage siden offentliggjorde landsstyret tiltagene imod at inddæmme smittespredningen af coronavirusset Covid-19. Disse tiltag skulle være gældende i to uger i første omgang, men fredag (20. marts) meddelte lagmand Bárður Nielsen på et pressemøde, at Færøerne lukker ned til 2. påskedag 13. april.
– Nogen synes måske, at nu hvor smittespredningen går forholdsvis langsomt, så kan vi ligeså godt give slip og slække på kravene. Vi gør det omvendte. Vores strategi har fungeret indtil nu, og nu gælder det om at holde så fast som muligt, siger lagmanden.
Det betyder, at skoler forbliver lukkede, børnehaver og daginstitutioner har kun åbent for dem, som har et akut behov, og man skal så vidt muligt arbejde hjemmefra.
Rådene til færingerne er stadigvæk, at man ikke rejser udenlands, uden det er strengt nødvendigt. Der er også begrænset adgang til sygehus og alderdomshjem, og man må ikke samles i større grupper end 10 mennesker.
Flyselskab sender 180 hjem
Tiltagene både Færøerne og i udlandet går hårdt ud over flyselskaberne. SAS er stoppet med at flyve til Færøerne, og det offentligt ejede selskab Atlantic Airways meddelte fredag, at 180 ansatte sendes hjem til den 30. april.
De bliver inkluderet i den hjælpepakke, som lagtinget har vedtaget.
– Tiden er kommet at sætte krisetiltag i værk, og vi håber at situationen forbedres hurtigt. Tiltagene er nødvendige for at Atlantic Airways skal komme igennem krisen så godt som muligt, siger direktør Jóhanna á Bergi.
Tre ugentlige fly mellem Tórshavn og København
Atlantic Airways flyver til flere destinationer i Europa og Norden. Alle er lukkede bortset fra ruten mellem Færøerne og København, som er åben tre gange om ugen. Den er tiltænkt sundhedspersonale, sygetransport og personer, som arbejder i udlandet.
De resterende medarbejdere er gået ned i løn, og direktionen og bestyrelsen får ikke nogle tillæg så længe corona-krisen varer.
80 smittede – de fleste under 60 år
Status fredag er 80 smittede på Færøerne. Tre er blevet erklæret raske. Ingen er endnu blevet indlagt. Landslæge Lars Fodgaard Møller er forsigtig optimistisk på baggrund af udviklingen siden det første tilfælde 4. marts, sådan at man kan forhale epidemien.
1641 er blevet undersøgt og over 600 personer er i karantæne. Kun fem personer over 60 år er blevet smittet, og den største aldersgruppe af smittede er mellem 40 og 59 år
Facebook kommentarer