Færøerne har underskrevet en rammeaftale med Storbritannien, og en samarbejdsaftale med USA er på trapperne.
Færøerne har sikret sig et samarbejde om fiskeri med Storbritannien. Den 29. oktober underskrev landsstyremanden for fiskeri, Jacob Vestergaard, Folkeflokken, under på en rammeaftale om fiskeri med Storbritannien på den britiske ambassade i København.
Jacob Vestergaard kalder aftalen for historisk.
– At aftalen nu er underskrevet er en milepæl i vores fælles historie og et stort fremskridt i samarbejdet mellem vores nationer, siger Jacob Vestergaard.
Detaljer falder på plads senere
Aftalen siger ikke noget konkret om, hvor store kvoter Færøerne og Storbritannien skal fiske i hinandens farvande. Det kommer fiskeriforhandlingerne at afgøre, når det kommer så langt.
I øjeblikket forhandler EU og Storbritannien om betingelserne for et Brexit. Rammeaftalen mellem Færøerne og Storbritannien definerer, på hvilke principper landene skal arbejde efter Brexit. Både det færøske og britiske parlament skal vedtage aftalen senere i år.
– Dagen markerer en god dag for vores respektive fiskeriindustrier. Det er en fælles forpligtigelse om at arbejde sammen som selvstændige kyststater, siger den britiske fiskeriminister, Victoria Prentis.
Aftale med USA
Politikerne på Færøerne har været aktive de senere år i forhold til at få nye handelsaftaler. Det forrige landsstyre lavede dels en frihandelsaftale med Storbritannien, dels oprettede en repræsentation i Kina for bl.a. at arbejde for en handelsaftale med Kina.
Det nuværende landsstyre har åbnet kommunikationen til EU om en bedre handelaftale, og arbejdet med at få en frihandelsaftale med USA er sat i gang.
Landsstyremanden for udenrigsanliggender, Jenis av Rana, Miðflokkurin, var i udenrigsudvalget i lagtinget 27. oktober, hvor han kunne oplyse, at USA og Færøerne har udarbejdet et samarbejdsdokument, som belyser, hvor USA og Færøerne kan samarbejde. Det skal på længere sigt udmøntes i en frihandelsaftale.
Den 12. november kommer en amerikansk viceudenrigsminister til Færøerne for at underskrive samarbejdsdokumentet.
USA vil bruge havne
Færøerne får stor opmærksomhed fra USA for tiden. I sidste uge fik Færøerne besøg af admiral Robert Burke, som er øverstkommanderende for flådestyrkerne i Europa og Afrika. Hans ærinde var, at USA gerne vil bruge færøske havne, så krigsskibe kan lægge til for at lave reparationer og bunkre olie.
Jenis av Rana sagde efterfølgende til Kringvarp Føroya, at det ønske nu skal behandles politisk.
Ifølge seniorforsker Mikkel Runge Olesen, Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), bliver det svært for Færøerne at sige nej til USA.
– Hvis man siger nej til supermagten, når den spørger om noget, som er vigtigt for den, så kan det have negative konsekvenser for dansk-færøsk-amerikansk relationer på alle mulige måder. F.eks. vil man have sværere ved at forhandle handelsaftaler med USA, siger Mikkel Runge Olesen.
Facebook kommentarer