Færøerne står sammen med Vesten. På billedet ses landsstyremanden for udenrigsanliggender, Jenis av Rana, sammen med den amerikanske udenrigsminister Antony Blinken i København sidste år. Foto: Kaj Joensen
Færøske myndigheder er parat til at boykotte Rusland og miste milliardindtægter, erklærer landsstyret. Færøerne vil også tage imod ukrainske flygtninge, hvis det bliver nødvendigt.
Lagmand Bárður á Steig Nielsen (Sambandspartiet) og landsstyremand for udenrigsanliggender Jenis av Rana fordømmer Ruslands angreb på Ukraine.
De har også talt om, at Færøerne muligvis er parat til at boykotte Rusland, hvis det skulle være nødvendigt. Onsdag aften havde Jenis av Rana et møde med udenrigsminister Jeppe Kofod.
Fredag (25. februar) rådførte lagmanden og landsstyremanden sig med udenrigsudvalget om opbakning til landsstyrets linje – og det har de fået.
– Færøerne kan som en lille nation ikke acceptere, at en stor nation med stor magt angriber den lille, siger Jenis av Rana til Kringvarp Føroya.
Parat til eksportboykot
Jenis av Rana siger, at Færøerne er parat til at boykotte eksporten af fisk til Rusland. Endnu er det ikke kommet på tale at gøre det fra landene i Vesten.
Det kan have store konsekvenser for Færøerne og nogle virksomheder. Færøerne eksporterer for omkring 2,5 milliarder kroner til Rusland, og det er en fjerdedel af hele eksporten. Halvdelen af den pelagiske fisk bliver solgt i Rusland.
Repræsentanter for erhvervet oplyser, at man er begyndt at afsøge nye markeder.
Håber på større forståelse hos EU
Udenrigsudvalget har sagt til landsstyremanden, at han bør få en bedre aftale med EU.
Landstyremanden håber, at en dør åbner sig, når Færøerne melder sig parat til at stå sammen med Vesten.
– Om tiltagene vil koste os, fordi vi retter hånden ud til dem, som lider under Ruslands jernnæve, så må det være sådan. Vi er ikke i tvivl om, at det kommer os til gode på andre områder ved at gøre det rigtige, siger Jenis av Rana.
Jenis av Rana har også meddelt den danske regering, at Færøerne er parat til at tage imod flygtninge. Detaljerne om antal er endnu ikke på plads endnu.
Mette Frederiksen: Vesten står sammen inkl. Færøerne
Statsminister Mette Frederiksen sagde på et pressemøde torsdag (24. februar), at hun havde en klar forventning om, at Færøerne også var med til at boykotte Rusland.
– Det sanktionsspor, vi har valgt at forfølge, er et enigt Vesten. Der forventer jeg selvfølgelig, at det netop er et enigt Vesten, herunder også Færøerne når vi når dertil, hvor det er sanktioner, som også har en relevans i forhold til Færøerne, svarede Mette Frederiksen.
Facebook kommentarer