Landsstyret har besluttet, at over halvdelen af budgettet til udviklingssamarbejde og nødhjælp skal gå til Ukraine.
Puljen til nødhjælp og udviklingssamarbejde er på 12 millioner kroner, og syv millioner bliver nu brugt til nødhjælp i Ukraine. Det er det største enkelte beløb, som Færøerne nogensinde har givet som nødhjælp.
– Vi er vidne til en humanitær krise i Ukraine. I min nytårstale påpegede jeg, at vi har alle et ansvar, lige meget hvor små vi er. Derfor er jeg glad for, at vi på Færøerne nu kan sende et betydeligt beløb til at hjælpe nødstedte mennesker i Ukraine, siger lagmand Aksel V. Johannesen.
Hastebehandler forslag
På grund af lagtingsvalget i december er finansloven for 2023 endnu ikke vedtaget, og derfor kan landsstyret ikke på egne vegne give nødhjælp.
Forslaget til finanslov blev fremsat (14. februar), og i den forbindelse blev et lovforslag hastebehandlet, så nødhjælpen kan gives.
Lagtinget har også vedtaget at sende en million til Tyrkiet og Syrien.
UNHCR
Lagmanden siger, at formålet med nødhjælpen er at hjælpe de mest udsatte med at få mad, vand, bedre hygiejne, sundhedspleje, psykologisk hjælp samt hjælp til at reparere krigsskadede huse.
Nødhjælpen bliver givet igennem FN´s flygtningeorganisation UNHCR. Ifølge UNCHR er der stort behov for hjælp. 18 millioner ukrainere har brug for nødhjælp, og heraf er mere end seks millioner flygtet fra deres hjem på grund af krigen.
Facebook kommentarer