Færøernes befolkningstal rekord højt

Færøernes befolkningstal stiger fortsat og er det højeste nogen sinde.

Befolkningstallet var 52.122 mennesker på Færøerne den 1. august, viser de nyeste tal fra Hagstova Føroya (Færøernes Statistik).

Det er 868 flere sammenlignet med et år tidligere.

Befolkningen har været stabilt voksende med cirka 75 personer om måneden siden årsskiftet 2013/14. På det tidspunkt boede der 48.300 indbyggere på Færørne.

Det ser ud til, at den trend vil fortsætte, oplyser Hagstova Føroya.

Tilflytning og fødselsoverskud

Nettotilflytningen, som er forskellen mellem tilflytning og fraflytning, er 575 personer i de seneste 12 måneder.

Også forskellen mellem dødsraten og fødselsraten er der et overskud på 293 personer.

Hagstova Føroya oplyser også, at befolkningstallet kan falde lidt i august og september, som typisk er de måneder med den største fraflytning. Det skyldes unge, som drager til udlandet for at studere.

Mange udlændinge

Flere og flere udlændinge flytter til Færøerne. Det er blandt andet udlændinge, som kommer til Færøerne for at arbejde.

I 2018 var nettotilflytningen 564 personer. 281 personer var danske statsborgere og 283 personer var statsborgere fra andre lande.

Til sammenligning var nettotilflytningen i 2017 462 personer. 339 var danske statsborgere og 123 statsborgere fra andre lande.



Facebooktwitter
+ posts

Facebook kommentarer