Færøernes regering vakler

Folkeflokken forsøgte at stoppe forslaget om rettigheder til medmødre ved at sende to ministre tilbage i lagtinget. Den aktion mislykkedes.

Folkeflokkens partiformand, Jørgen Niclasen, forsøger at redde sit parti og koalitionsregeringen efter et yderst kaotisk forløb, der endte med, at oppositionsforslaget om flere rettigheder til homoseksuelle mødre alligevel blev vedtaget.

Jørgen Niclasen siger, at han ikke selv ønskede løsningen med, at to landsstyremedlemmer skulle tilbage i lagtinget, men lægger vægt på, at nu må man se fremad.

– Jeg vil arbejde for, at vi fortsætter, og når vi har fundet takten igen, så må vi finde to nye landsstyremedlemmer, siger Jørgen Niclasen, som er Folkeflokkens tilbageværende medlem af landsstyret.

Lagmand Bárður á Steig Nielsen (Sambandsflokken) lader vide, at de to udtrådte landsstyremedlemmer ikke kan vende tilbage. Samtidig fritstillede lagmandspartiet sine lagtingsmedlemmer ved afstemningen.

De nu forhenværende landsstyremedlemmer Jacob Vestergaard og Elsebeth Mercedis Gunnleygsdóttur (henholdsvis fiskeri- og socialminister) udtrådte af den færøske regering for at genindtage deres pladser i lagtinget umiddelbart før tredjebehandlingen.

Målet var at hindre, at deres partifælle, stedfortræder Annika Olsen (Folkeflokken) stemte ja og derimod imod regeringen.

En anden stedfortræder hos Folkeflokken, Brand Sandoy) måtte vige pladsen i det forløb for at nå frem til Annika Olsen. Hun forblev i øvrigt medlem, fordi Heðin Zachariassen veg pladsen for hende.

I strid med styrelsesloven

Folkeflokkens finte er ikke i tråd med ånden i styrelsesloven, fastslår advokat Bjørn á Heygum, som har været med til at udarbejde loven, der er grundlaget for det parlamentariske arbejde

– Når du indtræder i landsstyret, så er du i landsstyret. Det er ikke meningen, at landsstyremedlemmer skal kunne træde ud af landsstyret – den udøvende magt – og ind i lagtinget for at lovgive, siger Bjørn á Heygum til dimma.fo.

Stort frafald hos lagmandspartiet

Det 33 medlemmer store lagting vedtog oppositionsforslaget angående medmødre med 18 stemmer for, 13 imod, en blank og en fraværende.

Det betyder, at fire af koalitionspartiernes 17 medlemmer brød partidisciplinen.

De tre kommer fra Sambandspartiet, som frigav afstemningen. Her stemte Johan Dahl og Erhard Joensen for oppositionsforslaget, mens Rosa Samuelsen stemte blankt.

Fra Folkeflokken var det alene Annika Olsen, som stemte for og dermed imod sin landsstyreregering.

Midterpartiets klausul i opløsning

Den værdipolitiske regeringskrise i Tórshavn skyldes, at den lille koalitionspartner, det religiøse Midterpartiet, fik indført i koalitionsaftalen, at man ikke skal stemme for et forslag fra oppositionen, hvis der er uenighed i koalitionen.

Efter nederlaget i lagtingssalen står det religiøse Midterpartiets formand, Jenis av Rana, ikke så stejlt.

– Vi kommer ikke til at tage en beslutning ud fra, hvordan situationen var i går eller for et år siden. Vi kommer til at træffe en beslutning ud fra, hvad virkeligheden er i dag, siger Jenis av Rana, til Kringvarp Føroya.

Han vil ikke sige, om partiet træder ud af regeringen. Partiet skal drøfte sagen nærmere. 

Beslutning træffes efter jul

Lagmand Bárður á Steig Nielsen siger, at nu skal partierne gennemtænke situationen, før der træffes en afgørelse om samarbejdet kan fortsætte.

-Situationen er tilspidset, men partierne har brug for at tale sammen. Jeg forventer ikke en løsning før jul, men alt kan ske, siger Bárður á Steig Nielsen.

Facebooktwitter

Facebook kommentarer