Et flertal af færingerne vil stadig være en del af rigsfælleskabet, selv om bloktilskuddet blev taget væk. Det viser en meningsmåling.
61 procent af færingerne vil beholde det nuværende forhold til Danmark, viser en meningsmåling, som bliver refereret i den færøske avis Sosialurin.
Det er Gallup Færøerne, som har lavet undersøgelsen efter forespørgsel fra Zakarias Wang, politolog og fortaler for løsrivelse fra Danmark.
I meningsmålingen bliver der spurgt, hvordan de adspurgte ville forholde sig, hvis bloktilskuddet falder bort.
Svarmulighederne var:
– At gøre Færøerne til amt igen
– Løsrive sig fra Danmark
– At have samme forhold til Danmark som i dag
-Ved ikke
61 procent vil som sagt beholde samme tilknytning til Danmark som i dag. 30 procent vil løsrive sig fra Danmark, 7 procent ved ikke, og 2 procent vil gøre Færøerne til et amt igen, skriver Sosialurin. 525 mennesker er blevet spurgt i meningsmålingen.
Tag bloktilskuddet væk
Zakarias Wang siger til Sosialurin, at meningsmålingen viser, at det slet ikke er nødvendigt for Danmark at betale lidt over 600 millioner i bloktilskud til Færøerne.
-Selv om Danmark i morgen stopper med betalingen til Færøerne, vil færingerne stadig være sammen med dem. Det er stik modsat det, som danskerne har fået at vide fra Færøerne i hundrede år. Færøske partier har sagt til dem, at om de ikke betalte disse penge, så vil færingerne løsrive sig, siger Zakarias Wang.
Han mener derfor, at danskerne er blevet snydt ved at tro, at færingerne ville stikke af, hvis de ikke fik penge.
Gallup Færøerne lavede i december 2017 en meningsmåling for Kringvarp Føroya. Da svarede 48 procent, at de var imod løsrivelse, selv om bloktilskuddet faldt bort.
Artiklen er også blevet bragt på sermitsiaq.ag.
Facebook kommentarer