Færøsk kapitalbuffer nedsættes med en tredjedel under koronakrisen

Fire færøske banker får samlet 123 millioner kroner mere til udlån eller snarere tab på udlån under koronakrisen og udbrud af Covid-19.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) følger straks henstillingen fra Det Systemiske Risikoråd om at nedsætte kapitalbufferen midlertidigt fra 3 til 2 pct.

Det støttes ifølge pressemeddelelsen fra Det Systemiske Råd (https://risikoraad.dk/nyheder/2020/marts/midlertidig-lettelse-af-kapitalkrav-paa-faeroeerne/) af Føroya Váðaráð, Færøernes Systemiske Risikoråd, mens repræsentanterne for Landsstyret i det færøske risikoråd tager henstillingen til efterretning.

-Rådets henstilling er en reaktion på usikkerheden og udfordringerne forbundet med udbredelsen af Covid-19. Det er en ekstraordinær situation, som indebærer stor usikkerhed om de fremadrettede vækstudsigter globalt og på Færøerne, skriver nationalbankdirektør Lars Rohde, som er formand for Det Systemiske Råd.

Buffersatsen blev sat op til 3 pct. per 1. januar 2020. Nedsættelsen er en suspendering foreløbig året ud.

-Det giver større rum, til at bankerne kan absorbere eventuelle tab, uden at de behøver at skære ned på deres udlån, forklarer rådet.

Den danske kontracykliske buffer er midlertidigt nedsat til nul i hjælpepakken fra 12. marts.

Lagtinget har vedtaget en erhvervshjælpepakke.

Facebooktwitter
+ posts

Facebook kommentarer