Færøsk teleselskab vurderer tre 5G-leverandører

Færøernes teleselskab, Føroya Tele, forhandler med tre selskaber om, hvem skal levere infrastruktur til et 5G netværk på Færøerne.

Færøernes omstridte valg af leverandør til 5G-netværket kommer til at trække ud lidt endnu. Direktør Jan Ziskasen, Føroya Tele, siger til Kringvarp Føroya, at afgørelsen i hvert fald ikke bliver taget i 2019.

I sommers har Føroya Tele, som er Færøernes største teleselskab, testet 5G netværket sammen med Huawei, men endnu har teleskabet ikke besluttet sig for, hvilken udbyder man vil samarbejde med.

-5G er en teknologi som ikke er færdigudviklet endnu. Vores oprindelige plan var at komme med 5G i 2020, men nu er det uvist, om det sker. Men det er noget, vi arbejder hen imod, siger Jan Ziskasen til Kringvarp Føroya.

Føroya Tele har ikke bestemt sig for, hvem skal levere 5G net til Færøerne. Det er tale om en stor investering, og derfor skal alle muligheder og løsninger undersøges.

– Vi er nødt til at se både på teknologi og løsninger fra forskellige udbydere. Det er især tre udbydere, som vi vurderer kan løfte denne opgave sammen med os. Det er vores nuværende leverandør, Huawei, Ericsson og Nokia. Eftersom det er en stor om kompleks opgave, har vi arbejdet med disse leverandører i to til tre måneder, hvor vi ser på projektet og de forslag, som leverandørerne er kommet med, oplyser Jan Ziskasen til Kringvarp Føroya.

Kinas ambassadør på Færøerne

Berlingske Tidende har afsløret, hvad der foregik på et møde mellem landsstyret og den kinesiske ambassadør i Danmark, Feng Tie, 11.november.

På en lydfil, som Berlingske har kendskab til, kommer det frem at den kinesiske ambassadør har truet landsstyret. Han siger, at hvis Færøerne ikke laver en aftale med Huawei, så får Færøerne ikke nogen handelsaftale med Kina.

Det fremgår også, at en departementschef i den færøske centraladministration har den forståelse, at den danske regering synes det er bedst, hvis Færøerne ikke vælger den kinesiske løsning.

Kringvarp Føroyar har ved en tilfældighed optaget en fortrolig samtale mellem landsstyremanden for handels- og erhvervsanliggender, Helgi Abrahamsen, Sambandspartiet, og hans departementschef. Kringvarp Føroyar har fået fogedforbud imod at bringe optagelsen. 

Feng Tie og Carla Sands i mediekrig

Den kinesiske ambassadør i Danmark afviser overfor Det Færøske Nyhedsbureau, at han har truet det færøske landsstyre. Feng Tie siger, at han kun passede sine pligter ved tage til Færøerne og varetage kinesiske interesser.

-Huawei er et privat selskab. Det er også et kinesisk selskab. Når USA åbent bruger sin magt til at true Huawei og synligt truer Færøerne i færøske og danske aviser, så er det den kinesiske ambassadørs pligt at sikre, at Huawei får en fair og ikke diskriminerende behandling i Danmark. Den kinesiske ambassadør truede ikke Færøerne, og har heller ikke fået nogle klager fra færøske side, lyder det i et svar fra den kinesiske ambassade.

Den amerikanske ambassadør, Carla Sands, har – som den kinesiske ambassadør nævner – bragt kritiske læserbreve mod Huawei i danske og færøske aviser.

Efter et oplæg på en konference på Christiansborg om sikkerhedspolitik den 15. november havde hun også en klar melding til Færøerne og Danmark.

-Som en NATO-allieret bliver vi nødt til at have sikker og åben kommunikation og udveksling af efterretninger. Kan vi ikke gøre det på grund af Kinas kommunistiske kontrol af virksomheder, så er vi bekymret, sagde Carla Sands.

Et handelsspørgsmål

Lagmanden på Færøerne, Bárður Nielsen, Sambandspartiet, har flere gange overfor adskillige medier sagt, at han ikke har følt sig truet på mødet med Feng Tie.

Det fremgår af Berlingskes afsløring, at lagmanden skal have tilbagevist, at landsstyret vil blande sig i, hvad Føroya Tele foretager sig, fordi der er tale om et handelsspørgsmål. Dermed kategoriseres sagen som et rent færøsk anliggende.

Venstre: Også sikkerhedspolitik

Næstformanden i Udenrigspolitisk Nævn, Michael Aastrup Jensen, Venstre, mener derimod, at der er tale om sag, som Danmark bør tage stilling til.

-Der er rejst spørgsmål, som også er af udenrigs- og sikkerhedspolitisk karakter. Dermed er det et område, som regeringen og det danske folketing interesserer sig for, siger Michael Aastrup Jensen.

Hvad danske ministre siger

Både den danske statsminister Mette Frederiksen, Socialdemokratiet, og udenrigsminister, Jeppe Kofod, Socialdemokratiet, afviser tanken om at blande sig i sagen.

Udenrigsministeriet oplyser overfor Det Færøske Nyhedsbureau, at det ikke er korrekt, at det danske udenrigsministerium har nævnt for landsstyret, at det ifølge Forsvarsministeriet ville være bedst ikke at vælge Huawei som leverandør af 5G-netværk.

–  Det er også vigtigt for mig at understrege, at teleområdet er et hjemtaget område. Valg af 5G-leverandør ligger derfor hos Færøerne selv.

–  Som udenrigsminister vil jeg slå fast, at det er afgørende, at udenrigspolitik er baseret på, at både vi og vores samarbejdspartnere udviser gensidig respekt og følger de internationale spilleregler. Det er grundlaget for dansk udenrigspolitik. Det er sådan vi arbejder med andre lande og sådan vi arbejder med Kina, som vi har et godt partnerskab med, siger Jeppe Kofod.

Dermed er det op til direktøren på Føroya Tele at tage stilling til, om Færøerne og Danmark skal tilfredsstille USA eller Kina.

Facebooktwitter
+ posts

Facebook kommentarer