Færøske og grønlandske prædikener sidestilles med radikale hadtaler

Opdateret 13/11 med oplysninger fra Kirkeministeriet

Radikaliseringen af unge muslimer skal blandt andet standses ved at alle prædikener i Danmark på udenlandsk oversættes til dansk. Det gælder også for prædikener på færøsk og grønlandsk. Det færøske folketingsmedlem, Sjúrður Skaale, Javnaðarflokkurin, er fortørnet over regeringens fremgangsmåde.

Sjúrður Skaale er alt andet en glad for sit søsterparti, Socialdemokraterne, ageren, efter den udvidede spørgetime i folketinget 10. november. 

Her forsøgte han at få statsminister Mette Frederiksen, Socialdemokratiet, til at love, at færøske prædikener i Danmark ikke skal oversættes til dansk. Men hun kunne ikke imødekomme hans ønsker.

-Nej, det kan jeg ikke love, sagde statsministeren.

Det fik Sjúrður Skaale op til det røde felt.

-Jeg er slet ikke tilfreds, jeg synes simpelthen, det er grotesk, siger Sjúrður Skaale. 

Et nationalsprog

-At man ikke kan lave undtagelser for færøske menigheder og kirker, som har virket i Danmark i årtier fuldkomment fredsommeligt uden at støde nogen. Nu skal prædikener oversættes til dansk, så man kan kontrollere, om der bliver prædiket terror. Det er fuldstændigt langt ude. Jeg vil forfølge sagen, og jeg utrolig skuffet over statsministerens svar, raser Sjúrður Skaale. 

Det færøske folketingsmedlem har tidligere rejst sagen overfor kirkeminister Joy Mogensen. I lovkataloget står der, at:

“Formålet med lovforslaget er at skabe større åbenhed om religiøse forkynderes prædikener i Danmark, når de prædiker på andre sprog end dansk”.

Joy Mogensen kunne heller ikke love, at færøsk, og for den sags skyld grønlandsk, bliver undtaget.

-Vi er stadig i gang med at se på, hvordan lovforslaget nærmere vil kunne udformes, og det er derfor for tidligt at sige noget om den konkrete model. Det indgår i afdækningen, om rigsfællesskabets sprog kan gives en særlig status i den henseende, siger Joy Mogensen i et skriftligt svar til Sjúrður Skaale.  

Et nationalsprog

Sjúrður Skaale siger, at han forstår godt formålet med loven, og det er vigtigt at unge muslimer ikke bliver radikaliseret i moskeer, når der bliver prædiket had og islamisme. Han forstår også godt, at det er svært at lave singulær lovgivning. 

Men når man taler om et sprog i rigsfællesskabet, så bør man kunne betragte det som et nationalsprog.  

-Jeg synes, at i dette tilfælde ligger det lige til højrebenet at man laver en undtagelse, fordi færøsk er et sprog der tales i riget. Det er ikke acceptabelt, at færøske menigheder og kirker bliver mistænkt for at prædike terror, siger Sjúrður Skaale.

Kirkeministeren Joy Mogensen har ikke nogen kommentar til sagen lige nu. Det er endnu for tidligt at sige, hvordan lovforslaget kommer til at se ud, lyder beskeden fra Kirkeministeriet.

Facebooktwitter

Facebook kommentarer