Færøske politikere i nyt forsøg på at bryde RAL´s fragtmonopol

Den færøske landsstyremand for handel og erhverv, Magnus Rasmussen fra Sambandspartiet, nægter at give op. Han vil gøre et nyt forsøg på at bryde Royal Arctic Lines monopol på fragt til og fra Grønland.

Magnus Rasmussens forgænger, Helgi Abrahamsen, forsøgte sidste sommer at få en dialog med Naalakkersuisut om RAL´s eneret på sejladsen med fragt på Grønland.

Det blev ikke til noget, og siden 19. august har Magnus Rasmussen siddet på posten som landsstyremand for handel og erhverv. Han er ikke tilfredse med, at man ikke har kunnet finde en løsning.

– Sagen vender helt forkert. Det er principielt forkert, at grønlænderne værner om hjemmemarkedet, samtidig med at man konkurrerer på andre markeder, siger Magnus Rasmussen til Kringvarp Føroya.

Han henviser til, at færøske fragtskibe ikke må sejle på Grønland, mens grønlandske skibe godt kan besejle Færøerne.

Godt med konkurrence

Den færøske landsstyremand vil tage kontakt til Naalakkersuisut (Grønlands selvstyre), når koronasituationen har lagt sig. Magnus Rasmussen siger, at han vil pointere den principielle skævvridning i konkurrenceforholdene.

-Jeg vil også argumentere for, at det ville være bedre for Grønland, hvis der blev konkurrence. Grønlænderne kan få bedre handelsforbindelser og lavere fragtpriser, siger Magnus Rasmussen.

Han sætter også spørgsmålstegn ved begrundelsen for det grønlandske statsrederis monopol, når RAL samsejler med islandske Eimskip.

Magnus Rasmussen siger, at hvis det ikke lykkes at finde en løsning sammen med sin grønlandske kollega, så overvejer han overdrage sagen til lagmanden, som kan tage det op med den grønlandske landsstyreformand.

Naalakkersuisog afviser liberalisering

Intet tyder på, at den grønlandske regering vil bløde op, selv om en ny landsstyremand henvender sig med en ny forespørgsel.

Det er ikke mere end 14 dage siden, at naalakkersuisog (minister, red.) for infrastruktur, Marianne Paviasen fra IA, afviste ændringer, når det gælder søtransport.

Det gjorde hun i et svar til Jens-Frederik Nielsen fra Demokraatit, som stillede spørgsmål om liberalisering af fragtsejladsen.

-Der foreligger ingen planer om at ophæve Royal Arctic Lines koncession. Spørgsmålet om liberalisering af søfragt til, fra og i Grønland er ikke undersøgt i dybden indenfor nyere tid. Der er således heller ikke lavet beregninger herom, skriver naalakkersuisoq for infrastruktur, Marianne Paviasen, IA, til Jens-Frederik Nielsen.

Facebooktwitter

Facebook kommentarer