Færøske vismænd advarer mod skattelettelser

Tiden er ikke den rette at give skattelettelser. Det siger Færøernes Økonomiske Råd i sin nyeste rapport. Skattelettelser er ellers et af valgløfterne hos et af partierne, som deltager i regeringsforhandlingerne.

Færøernes Økonomisk Råd kan i sin nyeste rapport fortælle om stor økonomisk vækst. Væksten i BNP er 6,6 procent i løbende priser.

De gode tider kan også ses i de valgløfter, som flere partier gav vælgerne inden lagtingsvalget 31. august. Flere af dem forsøgte at smøre vælgerne med løfter om skattelettelser.

Eksempelvis lovede Folkeflokken, som blev det største parti med otte mandater, at lav- og middelindkomster kun skal betale 30 procent i skat.

Folkeflokken forhandler nu med Sambandspartiet og Midterpartiet om at danne regering. 

Løftet pegefinger

Trods de gode tider løfter Færøernes Økonomiske Råd pegefingeren i rapporten, som udkom 1. september.

-Ufinansierede skattelettelser eller aktivitetsudvidende tilskyndelser bør ikke laves i nuværende konkjunktur, fordi det fører til inflation og forværrer holdbarheden i den offentlige sektor i længden, konkluderer Færøernes Økonomiske Råd.

Arbejdsløshed tæt på nul

Den store fremgang de senere år kan mærkes overalt på Færøerne. I juni var arbejdsløsheden 1,1 procent, viser tal fra Hagstova Føroya (Færøernes Statistik).

Antallet af lønmodtagere er 27.700. Det er 1000 flere personer end i maj-juni 2018.

Fremgangen kan også ses i udbetalingerne af løn. De nyeste tal fra august i år viser, at 775 millioner kroner er udbetalt i løn. Det er 30 millioner mere end samme periode sidste år.

Facebooktwitter
+ posts

Facebook kommentarer