Folketinget opprioriterer arbejdet med Arktis og nedsætter en arktisk delegation

Folketinget har førstebehandlet beslutningsforslaget om nedsættelse af en arktisk delegation i Folketinget

Pressemeddelse:

Dette sker i forbindelse med, at Danmarks Riges delegation til Nordisk Råd på et delegationsmøde den 5. december 2018 besluttede at opprioritere arbejdet med Arktis og arbejde for at nedsætte en arktisk delegation til at deltage i den arktiske parlamentarikerkonference og til at behandle forhold vedrørende Arktis i øvrigt.

I dag foregår meget af Folketingets arktiske arbejde i den arktiske arbejdsgruppe, som hidtil har været nedsat under Nordisk Råds delegation. Delegationen har derfor truffet beslutning om at omdanne arbejdsgruppen til en selvstændig arktisk delegation. Dette sker for at opprioritere og forankre det arktiske arbejde stærkere i Folketingets daglige arbejde.

Henrik Dam Kristensen (S), formand for Danmarks Riges delegation til Nordisk Råd, udtaler i den forbindelse:

-Jeg er glad for, at der er bred opbakning til at opprioritere Folketingets arktiske arbejde. Det har i vores drøftelser vejet tungt, at delegationen skal være bredt sammensat og rumme flere fagområder. Med nedsættelsen af en arktisk delegation, sikrer vi også en bredere deltagelse i arbejdet både fagligt og politisk.

Formålet med den arktiske delegations arbejde vil overordnet være at sikre et mere koordineret fokus på Arktis i Folketinget. Både Norge og Finlands parlamenter har nedsat tilsvarende delegationer/komiteer.

Beslutningsforslaget forventes 2. behandlet den 20. december 2018. Hvis beslutningsforslaget bliver vedtaget, så vil den nye delegation blive nedsat efter et kommende folketingsvalg.

Facebooktwitter
+ posts

Facebook kommentarer