Lagtinget behandler tirsdag (24. november) et forslag fra fire lagtingsmedlemmer om at tillade borgerlige homoægteskaber og samtidig lovfæste, at i kirken skal man være mand og kvinde for at blive viet.
Kaj Joensen
Ægteskab mellem homoseksuelle vækker altid stor debat på Færøerne. I 2013 blev et forslag nedstemt om, at homoseksuelle kan indgå ægteskab.
En del af debatten har ofte været, at det næste skridt er, at homoseksuelle også vil giftes i kirken.
Men debatten har ikke skræmt politikerne til at lave endnu et forsøg.
De fire forslagsstillere bag det aktuelle forslag kommer fra både oppositions- og regeringspartier. Det er Sonja Jógvansdóttir, løsgænger, Bjørt Samuelsen, Republikanerne, Hanna Jensen, Framsókn, og Kristianna Winther Poulsen, Socialdemokraterne.
For at undgå diskussionen om, at det er en glidebane til at få præstens velsignelse, foreslår de fire lagtingsmedlemmer, at homoseksuelle kun kan vies borgerligt. En ændring i kirkeloven skal sikre, at kun personer at hvert sit køn kan giftes med hinanden i kirken.
– Tiden er kommet, hvor Færøerne bør opdatere loven, så homoseksuelle og heteroseksuelle bliver ligestillet i forhold til borgerlige rettigheder, også i ægteskabsloven, erklærer de fire lagtingsmedlemmer i forslaget.
– Med lovændringen, som bliver tilpasset færøske forhold, sikrer vi, at alle uanset alder, køn, tro, sociale forhold og seksuel orientering og identitet kan få ligestillede borgerlige rettigheder til at leve og fungere på Færøerne, fortsætter de.
Ægteskabsloven er dansk sagsområde. I forslaget beder man rigsmyndighederne sætte denne ændring i kraft ved kongelig anordning:
– Anordning om delvis ikrafttræden for Færøerne af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægteskabets retsvirkninger og retsplejeloven og om ophævelse af lov om registreret partnerskab.
Hvis et flertal i lagtinget stemmer for at bede danske myndigheder ændre ægteskabsloven, vil det blive sendt videre til Folketinget til behandling.
Kirkeloven er færøsk anliggende. Derfor bliver forslaget om, at kun personer af hvert sit køn kan giftes i kirken, kun behandlet af lagtinget.
Facebook kommentarer