Fuldmagtsordningen, som giver Færøerne og Grønland mulighed for at agere på internationalt plan, skal til serviceeftersyn. Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen(V) og lagmand Aksel V. Johannesen efter rigsmødet.
Fuldmagtsordningen skal nu evalueres, og det er også nødvendigt at diskutere problemerne i nuværende system, hvor Færøerne og Grønland skal samarbejde i samme organisation.
Det er nogle af konklusionerne efter rigsmødet på Christiansø onsdag.
-Der er flere eksempler på, at fuldmagtsordningen er en forhindring for, at vi kan lægge udenrigspolitiske planer efter eget ønske. Det er ikke tilfredsstillende. Hvis vi skal varetage vores interesser i verden, så er det nødvendigt at fjerne begrænsningerne i fuldmagtsordningen, siger lagmand Aksel V. Johannesen (J).
Gammel strid
Fuldmagtsordningen blev indført i 2005. Den betyder, at Grønland og Færøerne kan indgå forpligtende aftaler på de områder, der er fuldt hjemtaget.
For øvrige områder er det fortsat staten, der skal indgå aftaler med fremmede stater og mellemfolkelige organisationer som FN.
Flere færøske landsstyrer har haft ønsker om forandringer i fuldmagtsordningen.
Inden næste rigsmøde
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har flere gange sagt, at Færøernes kan ikke blive udvidet. Grundloven står i vejen. Statsministeriet oplyser til Det Færøske Nyhedsbureau, at der bliver lavet et serviceeftersyn af fuldmagtsordningen, hvor man ser på den juridiske ramme og dens forudsætninger.
-Parallelt hermed undersøger man, hvordan samarbejdet kan optimeres inden for den gældende juridiske ramme, så man tager konflikterne i opløbet. Der er tale om et fælles dansk-færøsk-grønlandsk arbejde, som forventes at være afsluttet inden næste rigsmøde, oplyser Statsministeriet.
Uenighed om fortolkning
Den danske udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) har lige været på et to dages besøg hos sin færøske kollega, landsstyremanden i udenrigsanliggender Poul Michelsen (Framsøkn).
De to diskuterede også fuldmagtsordningen. Også Poul Michelsen forsøgte at lægge pres på udenrigsministeren for at arbejde for ændringer. Men udenrigsministeren kunne ikke komme med konkrete løfter.
-Der er ikke nogen tvivl om, at her er der uenighed om, hvor langt vi kan gå i forhold til grundlovens bestemmelser, siger Anders Samuelsen til Kringvarp Føroya (færøsk tv- og radio).
Anders Samuelsen giver dog et løfte om at finde en rimelig løsning.
-Vi forsøger selvfølgelig at være så fleksible som muligt. Alle er interesserede i, at Færøerne stemme høres så tydeligt som det overhovedet kan lade sige gøre. Man kan ikke sige, vi er enige om hvordan tingene skal fortolkes, siger Anders Samuelsen.
Næste år bliver rigsmødet holdt på Færøerne.
Facebook kommentarer