Lagtinget får ikke mulighed for at behandle forslaget om fiskerireformen i denne omgang. Forslaget var ikke forberedt ordentligt, og derfor har lagtingsformanden sendt lagtinget på sommerferie.
Dagen har været præget af kaos i lagtinget. Helt ekstraordinært og uden for tidsfristen skulle forslaget om ny fiskerireform til anden behandling i dag midt i sommerferien.
Imidlertid besluttede lagtingsformanden, Páll á Reynatúgvu (Tjóðveldi,) at tage forslaget af dagsordenen og sende lagtinget på sommerferie.
Årsagen er, at forslaget ikke er parat til lagtingets behandling.
-I lang tid har jeg sagt til koalitionslederne, at det er en kompliceret sag, som har sat vores system under pres i sidste øjeblik. Jeg håbede, at man kunne afklare situationen politisk og juridisk inden i dag, men jeg kunne konstatere, at det havde man ikke. Da koalitionslederne ikke havde tage min vejledning til efterretning, havde jeg ikke andet valg, siger Páll á Reynatúgvu til Kringvarp Føroya.
Kompliceret forslag
Forslaget har voldt til stor debat på Færøerne, hvor landsstyrepartierne vil lave gennemgribende ændringer i fiskeriet. Blandt andet vil man indføre kvoter igen i stedet for fiskeridage, sælge kvoter på auktion og fjerne al udenlandsk ejerskab i færøske skibe om fire år.
Forslaget har sat koalitionspartierne under pres, og flere gange har der været forlydende om, at koalitionen ville ikke overleve. Forslaget blev førstebehandlet i marts, og helt ekstraordinært måtte man udsætte andenbehandlingen til efter at lagtinget var taget på sommerferie.
Til andenbehandlingen havde landsstyremanden i fiskerianliggender, Høgni Hoydal (Tjóðveldi), lavet 24 ændringer i forhold til det oprindelige forslag. Erhvervsudvalget lagde deres betænkning frem i mandags, og her bebudede koalitionspartierne yderligere 42 ændringsforslag.
Koalitionen intakt
Til Kringvarp Føroya siger Páll á Reynatúgvu, at han muligvis har reddet landsstyret ud af en knibe. Han siger, at der ikke er helt enighed i koalitionen om forslaget.
Forhenværende lagmand og nuværende lagtingsmedlem Kaj Leo Holm Johannesen (Sambandsflokkurin) er meget kritisk overfor landsstyrets håndtering af fiskerireformen.
-Vi kan efter forvirringen i lagtinget konkludere, at vi ikke har en regering, som er i stand til at styre, siger Kaj Leo Holm Johannesen på Facebook.
Formændene for koalitionspartierne, lagmand Aksel V. Johannesen (Javnaðarflokkurin), Høgni Hoydal (Tjóðveldi) og Poul Michelsen (Framsókn), siger til nyhedsmedierne in.fo og Kringvarp Føroya, at koalitionen er intakt. Forslaget vil blive fremsat igen efter sommerferien.
Et nyt lagtingsår begynder igen på olaidagen 29. juli.
Internationalt pres
Det er ikke kun på Færøerne, at koalitionen er kommet under pres. Holland, Island og Danmark har blandet sig i debatten. Ifølge Kringvarp Føroya har lagmanden Aksel V. Johannesen holdt et telefonmøde den hollandske premierminister Mark Rutte.
Også fra islandsk og dansk side har man forhørt sig på Færøerne om forslaget.
Lagtingskontoret har lavet et notat, som viser, at forslaget om fiskerireformen muligvis er brud på
Hoyvíksaftalen mellem Island og Færøerne.
Ifølge den kan færøske myndigheder sætte en grænse for islandsk ejerskab i færøsk fiskeri, men man kan ikke udelukke islændinge at investere i færøske skibe.
Facebook kommentarer