IPCC tegner fiskerig fremtid for Grønland

Set med grønlandske fiskeres og politikeres øjne er der opmuntring at hente i en specialrapport fra FN’s klimapanel IPCC, der samler den eksisterende viden om klimaændringernes konsekvenser for arktiske egne og andre regioner i kryosfæren (hele jordens frosne vand og isdækkede have).

Klimaforandringerne kan gøre Grønland til en fiskerimæssig supermagt i slutningen af århundredet

Et landkort viser nemlig, at der bliver flere fisk i de grønlandske farvande. Til gengæld bliver der færre i Nordsøen og stort set de fleste steder syd for Arktis især i det vestlige Stillerhav.

Det fremgår af rapporten, som IPCC offentliggjorde onsdag 25. september på baggrund af en konference i Monaco 20.-23. september, hvor omkring 100 videnskabsmænd vurderede klimaændringernes betydning for oceanerne og kryosfæren.

Indlandsisen smelter med stigende hastighed

Mellem 2006 og 2015 svandt den grønlandske indlandsis med 278 +/- 11 Giga ton om året, hvilket svarer til en årlig havstigning på 0,77 mm +/- 0,03 mm.

Sydpolen mistede 155 +/- 19 Gt årligt i samme periode, hvilket øgede havspejlet med 0,43 +/- 0,05 mm om året.

Gletscherne rundt i resten af verden mistede 220 +/- 30 Gt årligt, hvilket svarer til en havstigning på 0,61 mm +/- 0,08 mm.

Det giver ved simpel addition en samlet havstigning 18,1 mm (plus usikkerheder) i tiårsperioden. Afsmeltningen blev fordoblet i Grønland i perioden, mens den tredobledes på Antarktis i 2007-1016 i forhold til de foregående 10 år.

Med stor sandsynlighed vil afsmeltningen fra Grønland og Antarktis stige gennem det 21. århundrede, konkluderer IPCC. Alt efter scenario vil Antarktis overhale Grønlands afsmeltning i slutningen af århundredet.

Store permafrostområder tør op

Ændringerne i den arktiske kryosfære øger risikoen for fødevare- og vandbårne sygdomme.

Områder med permafrost vil i år 2100 være reduceret med mellem 8 og 40 procent i det optimistiske scenario og med mellem 49 og 89 procent i det pessimistiske scenario. Det vil føre til udledning af to- eller trecifrede milliarder ton metan og CO2.

Golfstrømmen fortsætter

Saltpumpen ud for Grønlands østkyst, hvor nordgående overfladestrøm returneres som en sydgående undervandsstrøm (på engelsk The Atlantic meridional overturning circulation, AMOC) svækkes gennem århundredet, men et kollaps er højst usandsynligt. Imidlertid vil enhver svækkelse medføre lavere biomasse og flere storme i Nordeuropa.

Bornholmerne skal have sødygtigere færger på sigt. Bølgehøjden vil stige bl.a. i Østersøen, det østlige Stillehav, mens de mindskes i Nordatlanten og Middelhavet.

Facebooktwitter
+ posts

Facebook kommentarer