Kinas ambassadør flere gange på Færøerne om Huawei

Emnet på det mørkelagte møde mellem den kinesiske ambassadør og det færøske landsstyre den 11. november handlede om Huawei og teleudbyderens rolle i 5G-net på Færøerne. Det bekræfter kilder.

En kilde i embedsværket bekræfter overfor Kringvarp Føroya, som er Færøernes public-service station, at den kinesiske ambassadør, Feng Tie, kom til Færøerne for at tale om Huawei og de to landes samhandel.

En aktindsigt viser, at ambassadøren havde et møde tidligt mandag morgen 11. november med landsstyremanden for udenrigsanliggender, Jenis av Rana, Midterpartiet. Senere på dagen holdt han møde med lagmand Bárður Nielsen, Sambandspartiet, og landsstyremanden for finansanliggender, Jørgen Niclasen, Folkeflokken.

Da kilden bliver spurgt, om samhandelen mellem Færøerne og Kina blev koblet sammen med Føroya Teles samarbejde med Huawei, var svaret:

-Det kan du selv regne ud, siger kilden til Kringvarp Føroya.

En anden kilde bekræfter over for Det Færøske Nyhedsbureau, at emnet var Huaweis rolle på Færøerne, og der blev også talt om handelen mellem landene.

Føroya Tele, som er et offentligt selskab, har forhandlet med Huawei om infrastrukturen til et 5G-net, og har også lavet test med nettet. Det nuværende G4-net er også etableret af Huawei.

Føroya Tele har endnu ikke besluttet , om Huawei skal bruges som G5-udbyder.

Den færøske samhandel med Kina udgør 600-700 millioner kroner ud af den samlede eksport på omkring otte milliarder.

To gange på Færøerne

Flere færøske medier, som har fået aktindsigt i sagen, kan berette, at Kinas ambassadør også var på besøg i oktober. Det vil sige, to besøg inden for en måned på Færøerne til møder med landsstyret.

Aktindsigten viser om besøg nr. 2, at ambassadøren kontaktede landsstyret lørdag 9. november og hastede til Færøerne dagen efter, så han kunne mødes med Jenis av Rana tidligt mandag 11. november. Landsstyremanden for udenrigsanliggender skulle straks efter på en ugelang udenlandsrejse.

Ramt af fogedforbud

Den færøske public service-station, Kringvarp Føroya, ville bringe denne historie mandag 2. december i tv-nyhedsudsendelsen “Dagur og Vika”.

Blot 20 minutter før udsendelsens start fik redaktionen besked fra en dommer om, at der er nedlagt fogedforbud mod at bringe indholdet fra dette møde.

Det var det færøske erhvervsministerium, som fik nedlagt fogedforbuddet.

Tidligere på dagen var erhvervsministeriets departementschef, en advokat og en dommer mødt op på Kringvarp Føroya for at drøfte sagen.

Glemte at slukke for mikrofonen

En glemt mikrofon er årsagen til, at færøsk tv fik oplysningerne om sagen. Det bekræfter Kringvarp Føroya i deres tv-nyhedsudsendelse.

Den 15. november skulle Kringvarp Føroya lave et interview med landsstyremanden for handels- og erhvervsanliggender, Helgi Abrahamsen, Sambandspartiet. Lige inden interviewet hev departementschefen landsstyremanden til side i et andet rum for at briefe ham om, hvad der blev sagt på mødet 11. november.

Mikrofonen var stadig tændt, og derfor hørte Kringvarp Føroya om indholdet af mødet med Kinas ambassadør.

Nyhedschef Georg L. Petersen siger, at efterfølgende forsøgte Kringvarp Føroya at få aktindsigt i notaterne fra mødet. Da det ikke lykkedes, ville de sende optagelsen og bad om en kommentar fra landsstyret.

Imidlertid fik landsstyrestoppet som sagt stoppet indslaget, inden det skulle sendes.

Ulovlig optagelse

En pressemeddelelse fra lagmandskontoret tirsdag 3. december understreger, at der var tale om en ulovlig optagelse. Derfor blev der nedlagt et fogedforbud.

-Færøernes Ret har i sin afgørelse lagt vægt på, hvordan Kringvarp Føroya har fået optagelserne. Retten siger, at om Kringvarp Føroya valgte at bruge disse optagelser, så ville det sandsynligvis være i strid med straffeloven, skriver lagmandskontoret.

Georg L. Petersen afviser, at de har fået optagelserne på ulovlig vis.

-Der er tale om vores egne optagelser, siger Georg L. Petersen, til radionyhederne.

Behov for fortroligt diplomati

Lagmand Bárður Nielsen har holdt sig fra at kommentere selve mødets indhold. Han vil hverken be- eller afkræfte, at mødet har omhandlet samarbejdet mellem Føroyar Tele og Huawei.

Han tilføjer kort til færøsk radio, at man bør kunne holde møder i fortrolighed, hvis Færøerne skal samarbejde med andre lande. Derfor er det vigtigt, at indholdet at mødet ikke offentliggøres.

-Det havde vist for omverden, at vi ikke er klar til at have udenrigspolitisk hjemmel, at vi ikke kan kommunikere i fortrolighed med andre lande, at de desværre kan regne med, at det kommer i medierne. Det er ikke godt, og derfor syntes vi, at det var nødvendigt at stoppe indslaget, siger Bárður Nielsen.

Georg L. Petersen er af den opfattelse, at befolkningen bør få indsigt i, hvad der foregår mellem Kina og Færøerne.

-Vi har vurderet, at dette havde så stor samfundsmæssig relevans, at vi bør bringe nyheden, siger Georg L. Petersen til Det Færøske Nyhedsbureau.

Kringvarp Føroya kan indbringe fogedforbuddet for en dommer inden syv dage. Fristen er mandag 9. december kl. 19 lokal tid.

Facebooktwitter
+ posts

Facebook kommentarer