Landslæge advarer om corona på Færøerne

Nye tilfælde af Covid-19 på Færøerne får landslægen Lars Fodgaard Møller til at udsende en advarsel til befolkningen om at passe på hinanden. Smitten må ikke få lov til at bide sig fast på Færøerne, lyder det fra landslægen.

To færinger og dansker, som er taget tilbage til Danmark, er blevet testet positive for Covid-19. Det lyder ikke af meget, men det får alligevel landslæge Lars Fodgaard Møller til at advare om udviklingen.

Problemet er, at tilfældene ikke er relaterede til hinanden og alle har deltaget i nationalfesten – Olajfesten – 28. og 29. juli, hvor mange mennesker samledes.

Udfordringen er, at myndighederne skal bruge mange kræfter på smittesporing, og det bekymrer landslægen. Det bekymrer også landslægen, at det er uafhængige tilfælde, og det har man ikke set på Færøerne siden i begyndelsen af april.

De to færøske tilfælde er registreret i Tórshavn og Runavík.

– Hvis vi ikke tager os sammen nu, så er der en reel fare for, at smitten bider sig fast på Færøerne. Der er tale om tre smittekilder, og derfor skal vi bruge mange kræfter på at smitte opspore de forskellige smittekilder, siger Lars Fodgaard Møller.

Mange russiske fiskere smittet

Op til Olajfesten var der et stort lokalt udbrud i Klaksvik, hvor 34 fiskere om bord på to udenlandske skibe blev testet positive.

Tilfældene blev opdaget, da et besætningsmedlem på det russiske fiskeskib “Karelia” blev sendt på hospitalet med mistanke om lungebetændelse. Ved efterfølgende undersøgelse viste det sig, at han var smittet med corona.

Yderlige undersøgelser viste, at 23 af de i alt 77 besætningsmedlemmerne var smittede.

På det litauiske skib Cassiopeia, som lå ved siden af det russiske skib, blev 11 ud af 23 besætningsmedlemmer testet positive.

Et tredje skib – en russisk fragter – nægtede for at lade besætningen undersøge.

Til søs igen

Det russiske skib Karelia valgte den 25. juli at stikke til søs trods de mange smittede og indlagte besætningsmedlemmer. Planen var, at skibet skulle ud at fiske igen, men ifølge Marinetraffic er fartøjet nu på vej til Kaliningrad. Positionen klokken 16 (tirsdag 4. august) var i den sydlige del af Øresund med kurs østover.

Cassiopeia har sat kursen mod Las Palmas, og fire personer blev tilbage på Færøerne i karantæne. Den ene person er ikke smittet.

Man ved, at i hvert fald otte færinger har haft kontakt til fiskerne.

Begrænset landlov

Udenlandske skibe, som kommer til Færøerne, har fået anbefalinger om, at sømændene ikke skal gå rundt i samfundet, men holde sig tæt på skibet, hvis de går i land.

Det er uvist om de russiske sømænd har gået rundt i Klaksvík.

Landslægen siger, at der er mistanke om, at besætningen har været i byen for at handle.

De færøske myndigheder har derfor indført et forbud for besætningen at gå i land. De kan kun gå i land, hvis det er et lovligt ærinde. Det kan være i forbindelse med vedligeholdelsesarbejde af skibet samt lastning og losning.

Politimesteren på Færøerne oplyser overfor færøsk tv, at politiet ikke har hjemmel til at kræve, at besætningen bliver undersøgt for Covid-19.

Otte i karantæne

Færøerne har registreret i alt 227 smittede, hvoraf 192 er raskmeldte, dvs. 35 personer stadig er syge. Det inkluderer de bortsejlede søfolk.

Otte personer er i karantæne, og én er indlagt. Færøerne har ligesom Grønland nul coviddøde. Der er foretaget 40.837 coronatest, hvilket svarer til næsten 80 procent af befolkningen.

Facebooktwitter
+ posts

Facebook kommentarer