Magni Arge sætter flylærlinge på dagsordenen

Uddannelsen til flymekaniker er ufleksibel og svær tilgængelig i forhold til andre uddannelser. Det gælder hele rigsfællesskabet uden for hovedstadsområdet. Der er nemlig kun et uddannelsessted – TEC i Hvidovre.


– Mange unge får ikke del i de muligheder, der ligger i luftfart. Det er også et strategisk problem, fordi man mangler tilgang af erfarne mekanikere. Job forsvinder ud af landet, siger folketingsmedlem Magni Arge (Tjóðveldi/Republikanerne).


Magni Arge, som var direktør for Atlantic Airways fra 1995 til 2013, arrangerede mandag (27. marts) en konference på Christiansborg om regionale luftfartsvirksomheder med titlen “Luftfarten og udkanten – et perfekt match”.

Her blev slået på tromme for en trinvis inddeling af den lange flymekanikeruddannelse, så de kan gøre sig nyttige efter to år som A-mekanikere, som Magni Arge udtrykker det.

– Historien hvad angår flymekanikere hænger nok sammen med, at selve uddannelse blev mere eller mindre monopoliseret inde hos SAS. Vi lever stadig med efterdønningerne af monopoliseringen, siger Magni Arge. 

Efterlyser flere uddannelsessteder
Når en ung i Thisted eller Frederikshavn skal vælge mellem en fly- eller automekanikeruddannelse, så spiller geografi en stor rolle, når der kun ét uddannelsessted, nemlig TEC Hvidovre, påpeger direktør Kristian Tvergaard, Sun-Air of Scandinavia A/S i Billund.

– Vi har brug for undervisningssteder rundt i Danmark og måske også på Færøerne og i Grønland. Det kunne også med politisk hjælp være et samarbejde med militæret, siger Kristian Tvergaard.

Adgangen til uddannelsen som flymekaniker er den samme som den kortere som automekaniker, og lønmæssigt ligger de længere ikke langt fra hinanden. En flymekanikers startløn ligger 10-15 procent over automekanikeren, inden vedkommende specialiserer sig til højere løn, oplyser Kristian Tvergaard.

Globalisering
– Flymekanikeres løn har været mere under pres fra udlandet, fordi det er let at flyve en flyvemaskine til Letland, Polen, Tyskland eller et andet sted til et toårigt eftersyn på måske 3000 timer, siger direktør Kristian Tvergaard, Sun-Air of Scandinavia A/S i Billund.

Han peger også på det danske skattesystem som en stor udfordring, fordi ”ham i Tyskland betaler ikke samme skat som ham i Danmark, og det er endnu billigere i Litauen og andre steder”.

Jysk luftfart serviceres af flere udlændinge 
– Det eneste, vi kan klare os på i branchen, er veluddannede højteknologiske folk, der kan nogle ting bedre end nede i Tyskland eller Polen, siger Sunairs direktør.

Der er danske flyværksteder med mange udlændinge ansat, fordi de ikke kan finde kvalificeret arbejdskraft herhjemme, fortsætter Kristian Tvergaard.

– Der kunne uddannes mange flere. Vi har problemer med at få arbejdskraft i Jylland til de store eftersyn på egne og eksterne flyvemaskiner.

De danske flyværksteder har også en stor konkurrent i den jyske vindmølleindustri, som tager mange med tekniske uddannelser, hvor man arbejder med propeller og afbalancering. 

Flytransportminister
Regeringens luftfartsstrategi er på vej, og den regionale luftfart vil være en afgørende brik, lovede transportminister Ole Birk Olesen (LA) konferencedeltagerne.

– Vi er desværre ikke helt færdige med strategiarbejdet. Derfor er det for tidligt at sige, hvilke tiltag regeringen vil tage for at styrke sektoren. Regeringen og jeg har et oprindeligt ønske om at gøre noget godt for sektoren, sagde Ole Birk Olesen.

Han roste Air Greenland og Atlantic Airways for at drive en god forretning. 

Mere kontroversielt hos dele af forsamlingen glædede Ole Birk Olesen sig over SAS-ruten til Vágar. De nordatlantiske flyselskaber klager nemlig over, at de ikke har samme muligheder som SAS for at oprette ruter, da Færøerne og Grønland står udenfor EU.

Facebooktwitter
+ posts

Facebook kommentarer