MSC: Summen af nationale kvoter fører til overfiskeri

Silde- og blåhvillingsfiskeriet i Nordøstatlanten mister MCS-certifikatet, og det går ud over produktionen af fiskefoder på Færøerne. Årsagen til det manglende certifikat er uenighed om fordeling af kvoter.

MSC-godkendelsen blåstempler bæredygtigt fiskeri, men fordi det bliver fisket for meget af sild- og blåhvilling vil EU, Norge, Island, Færøerne og Storbritannien miste MSC-certifikatet fra den 30. december.

MSC-rådet råber vagt i gevær, fordi kyststaterne ikke kan blive enige om en kvotefordeling. De fangstmængder, som landene hver især tildeler sig selv, overstiger tilsammen den mængde, som ICES anser for forsvarlig.

I 2019 var fangsterne fra sildefiskerierne i Nordøstatlanten tilsammen 32 procent højere end de videnskabelige anbefalinger.

Hvis de fangstkvoter, som de individuelle stater har lagt op til følges, vil de samme ske i 2020.

Kyststaterne har i forhandlingerne ikke fundet en løsning på problemet, og har heller ikke haft nogen aftale om sild- og blåhvilling i nogle år.

– Vandrende arter som for eksempel sild overholder ikke nationale grænser, så vi har brug for internationale aftaler for at styre hele økosystemer på en tilpasset, videnskabelig måde snarere end at styre fiskeressourcer baseret på national interesse, udtaler direktør for MSC-Nordeuropa, Erin Priddle, i en pressemeddelelse.

Rammer forskelligt på Færøerne
Det er lidt forskelligt, hvilke konsekvenser det manglende MSC-certifikat vil få på fiskerierhvervet på Færøerne.

Direktøren for Havsbrún, som fremstiller fiskefoder ud af blåhvilling, siger til Kringvarp Føroya, at de bliver hårdt ramt.

-Efter 1. januar kan vi ikke bruge blåhvilling til vores produktion af foder. Så det er en alvorlig situation for os. Vi klarer os i et år, fordi vi har forberedt os, men efter det må vi finde helt andre løsninger. Det kan være at importere mel fra Sydamerika, siger Odd Eliasen direktør for Havsbrún.

North Pelagic sælger pelagisk fisk, og direktøren Pól Huus Sólstein siger til Kringvarp Føroya, at det er uvist hvor meget den manglende certificering vil påvirke priserne. Alle landene er i den samme situation, så alle står ens.

-For Færøerne kan det være heldigt, fordi Færøerne stadig væk har adgang til det russiske marked, som EU og Island ikke har. Dvs. at vi kan sælge vores silde- og makrelprodukter til Rusland for en mulig højere pris end en MSC-vare i Europa, siger Pól Huus Sólstein

Makrel mistede MSC-godkendelsen sidste år, og Jógvan Jespersen, direktør for de færøske pelagiske flåde, siger, at den manglende godkendelse ikke har påvirket priserne synderligt. 

Facebooktwitter

Facebook kommentarer