Pressen på Færøerne, i Grønland og i Island har særlige udfordringer. I nordisk regi vil politikerne gerne give et skub i den rigtige retning, men lokalt kniber det med at holde økonomiske løfter, beklager en lokal redaktør på Færøerne.
Ytringsfrihed er fundamentet for et velfungerende demokrati og derfor beder Nordisk Råd nu de nordiske regeringer om at støtte og styrke nordisk journalistik. Der var flertal for opfordringen, som kom på Nordisk Råds session i Reykjavik.
Politikerne ønsker at iværksætte tiltag for at styrke en fri presse i Norden, særlig i de tyndt befolkede områder som Island, Færøerne og Grønland, hvor journalistikken er specielt udfordret af den tekniske udvikling, en svækket økonomi og deraf følgende nedskæringer og konkurser, skriver rådet i en pressemeddelelse.
Chefredaktøren på den færøske avis ”Sosialurin” sætter dog spørgsmålstegn ved, om den færøske regering vil leve op til de samme intentioner som Nordisk Råd. På portalen in.fo skriver Eirikur Lindenskov blandt andet:
-Således forsøger færøske politikere at blæse med mel i munden.
Lindenskov er utilfreds med, at flere politikere – i modsætning til tidligere signaler – ikke vil virkeliggøre planen om en offentlig støtte på to millioner til de økonomisk trængte private medier på Færøerne.
Konkrete forslag
For at understøtte nordisk journalistik foreslår Nordisk Råd desuden, at de nordiske regeringer opretholder Nordisk Journalistcenter (NJC) og opprioriterer centerets projekter. Kultur- og uddannelsesudvalget i Nordisk Råd foreslår også, at der bliver afholdt en konference om situationen for den frie presse i Norden i samarbejde med NJC.
-Nordisk Journalistcenter spiller en vigtig rolle i forhold til at styrke det nordiske indhold i medierne i hele norden. Gennem centerets aktiviteter opkvalificeres journalister fra hele Norden således til større forståelse for udviklingen i de enkelte nordiske lande og det nordiske samarbejde i bl.a. Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd. Det har en særskilt værdi, at journalisterne efterfølgende selv danner nordiske netværk, som giver dem bedre mulighed for at følge og skrive om udviklingen i de enkelte lande, siger Mogens Jensen, fra Nordisk Råds Kultur- og uddannelsesudvalg i en pressemeddelelse.
Facebook kommentarer