Ny regering på Færøerne

Javnaðarflokkurin (Socialdemokraterne), Tjóðveldi (Republikanerne) og Framsókn danner regering på Færøerne. Det bekræfter formanden for Javnaðarflokkurin, Aksel V. Johannesen. Regeringsgrundlaget bliver dog først offentligt torsdag.

Aksel V. Johannesen har været forhandlingsleder siden lagtingsvalget 8. december, og sent om aftenen 20. december kunne han bekræfte, at forhandlingerne om en ny regering er faldet på plads. Den har et flertal på 18 af de 33 lagtingsmedlemmer.

Regeringsgrundlaget vil blive præsenteret på et pressemøde torsdag morgen (22. december) lige inden det nye lagting træder sammen. Senere på dagen vil det ny landsstyre blive præsenteret.

Aksel V. Johannesen er meget fåmælt om, hvad står i regeringsgrundlaget. Han vil heller ikke sige noget om, hvor mange landsstyrefolk der er i den nye regering.

– Vi er blevet enige om ikke at sige noget om antallet af landsstyrefolk eller indholdet af regeringsgrundlaget før på pressemødet. Men vi er tilfredse med regeringsgrundlaget, siger Aksel V. Johannesen til Kringvarp Føroya.

Regering efter 12 dage

Javnaðarflokkurin fik ni mandater ved valget, og derfor var det naturligt, at Aksel V. Johannesen fik mandatet til at lede forhandlingerne som det største parti. Aksel V. Johannesen bliver forventeligt også lagmand for det nye landsstyre.

Det liberale parti Framsókn fik også et godt valg og gik frem med et mandat til tre, mens Tjóðveldi fik uændret 6 lagtingsmedlemmer.

Dermed fik Framsókn en nøglerolle i forhandlingerne, fordi der er brug for tre partier for at få et flertal i lagtinget.

I første omgang ville Framsókn i regering med Sambandspartiet og Javnaðarflokkurin. Men efter korte forhandlinger trak Framsókn sig igen. Formentligt på grund af uenigheder om, hvor meget bloktilskuddet skulle skæres ned.

Tjóðveldi kom ind i varmen

Lagtingsmedlem Johan Dahl for Sambandspartiet har på Facebook tilbagevist, at Sambandspartiet er årsag til, at en regering mellem Sambandspartiet, Javnaðarflokkurin og Framsókn blev til noget.

Derefter kom Tjóðveldi ind i varmen, og nu er en regering mellem Javnaðarflokkurin, Tjóðveldi og Framsókn er realitet.

De samme partiet dannede regering fra 2015 til 2019. 

Facebooktwitter

Facebook kommentarer