Landsstyremand for udenrigsanliggender, Jenis av Rana, vil afbryde fiskeriaftalen med Rusland, mens resten af landsstyret tøver. Oppositionspartiet Javnaðarflokkurin går ind for russerstop
Russiske skibe kan lægge til kaj på Færøerne og omlaste deres fangst, og Færøerne har også en fiskeriaftale med Rusland. Den fiskeriaftale skal genforhandles inden nytår, og det er planen gå til de forhandlinger, udtaler landsstyremand for fiskeri, Árni Skaale fra Folkeflokken.
Landsstyremand for udenrigsanliggender, Jenis av Rana fra det kristne Midterpartiet, mener derimod, at man skal stoppe alt samarbejde med Rusland, efter at de vil indsætte yderligere 300.000 mand i krigen mod Ukraine.
– Jeg mener, at vi skal stoppe alt samarbejde med Rusland. Jeg ved godt, at de russiske sømænd, som er med skibene på Færøerne, er uskyldige, som de fleste russere er. Men vi kan ikke bruge det som undskyldning for at intet at gøre, siger Jenis av Rana til nyhedsportalen In.fo
Lagmanden holder møder
For 14 dage siden inviterede lagmand Bárður á Steig Nielsen, Sambandspartiet, alle lagtingets partier til et møde for at drøfte, om Færøerne skal fortsætte med fiskeriaftalen med Rusland.
Færøernes fiskeriaftale med Rusland går ud på, at Færøerne kan fiske torsk i Barentshavet mod, at russerne til gengæld fisker pelagisk fisk i færøsk farvand.
Lagmanden lagde på mødet vægt på, at det er vigtigt, at de færøske politikere taler med én stemme. Senere kom det frem, at der alt at dømme vil være forhandlinger om næste års kvoter.
Lagmand Bárður á Steig Nielsen siger til Kringvarp Føroya, at han har indkaldt partierne igen til et møde om det samme emne senere på ugen.
Javnaðarflokkurin parat til stop
Aksel V. Johannesen, som er formand for oppositionspartiet Javnaðarflokkurin, og som var lagmand i den forrige periode, har meldt ud, at partiet er parat til at stoppe samarbejdet med Rusland.
– Når det kommer til fiskeriaftalen med Rusland, så synes vi, at det er umoralsk at forlænge den. Det som vi vil have at vide fra landsstyret er, hvilken holdning har landene i Vesten til sådan en aftale. Vi må følge de sanktioner, som resten af Vesten gør, siger Aksel V. Johannesen til Kringvarp Føroy.a
Partiet kræver også fakta på bordet om de økonomiske omkostninger for Færøerne, hvis Færøerne vælger ikke at forlænge aftalen.
Et andet oppositionsparti, Tjóðveldi, har også sagt, at de er parate til at stoppe samarbejdet med Rusland, hvis det sker i samarbejde med de andre lande i Nordatlanten.
Facebook kommentarer