Man kan mærke et opbrud hos danske politikere i forhold til en færøsk forfatning. Det siger de to færøske folketingsmedlemmer, som forventer, at forfatningsspørgsmålet vil fylde meget i folketinget.
Ikke uventet nævnte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) forfatningsarbejdet på Færøerne og Grønland, da han holdt sin åbningstale i folketinget tirsdag 3. oktober.
– Både på Færøerne og i Grønland er der en national stolthed og selvfølelse, som er fundamentet for arbejdet med egne forfatninger. Det har jeg fuld forståelse for. Men samtidig sætter grundloven nogle klare rammer. Det ved jeg, der er opmærksomhed om, sagde Lars Løkke Rasmussen.
Det var som sådan ikke noget nyt fra statsministeren, men det færøske folketingsmedlem Sjúrður Skaale (J) mener, at man nu kan mærke en positiv tilgang fra Statsministeriet.
– Det er positivt. Han kunne vælge konfrontationen og fokusere på problemerne, men det gør han ikke, siger Sjúrður Skaale.
Positive svar fra ministerier
Årsagen til, at Sjúrður Skaale læser en positiv hentydning mellem linjerne i åbningstalen, skyldes lige så meget høringssvarene fra 25. august fra Statsministeriet og Justitsministeriet til forfatningsforslaget.
Her konkluderer Justitsministeriet, at eftersom indledningen til forslaget er forandret i forhold til forslaget i 2010, kan man acceptere forslaget. Justitsministeriet og Statsministeriet fortolker indledningen således, at den danske grundlov står øverst.
– Justitsministeriet og Statsministeriet har fortolket forfatningsforslaget og kommet frem til, at forslaget ikke er imod grundloven. Det er en positiv fortolkning. Man kunne, hvis man ville, fortolke forslaget negativt, siger Sjúrður Skaale.
Statsmagten har flyttet sig
Republikanerne repræsentant i folketinget, Magni Arge (T), siger, at det først og fremmest er vigtigt, hvad man på Færøerne bestemmer sig for. Hvordan Danmark forholder sig, har en praktisk betydning.
Svarene fra Statsministeriet ligner ofte hinanden, når et færøsk forfatningsforslag bliver bragt på bane, men Magni Arge har alligevel bemærket en ændring.
– Jeg har bemærket, at statsmagten har rykket sig lidt, når det gælder hvordan et forfatningsforslag bliver formuleret, siger Magni Arge.
Det, som har størst betydning i forfatningsarbejdet, er selvbestemmelsesretten.
– Den kan vi ikke stadfæste i en eller anden udtalelse hos en eller anden statsminister. Det må være det færøske folk, som afgør det, siger Magni Arge.
Facebook kommentarer