Samarbejde kan skabe større vestnordisk indflydelse i Arktis

De nordatlantiske folketingspolitikere erkender, at det bliver nødvendigt at styrke samarbejdet mellem Grønland, Færøerne og Island for at gøre sig gældende i Arktis.

Karolina Thostrup

Det var langt fra kun samhørighed, men også uenigheder, der viste sig, da udfordringer og muligheder i Arktis var til debat i Nordatlantens Brygges Erhvervsklub tirsdag aften. Ved panelbordet sad de nordatlantiske folketingspolitikere. Fra Færøerne republikaneren Magni Arge, Tjóðveldi og fra Grønland, Aleqa Hammond, Siumut og Aaja Chemnitz Larsen, Inuit Ataqatigiit. Derudover deltog generalsekretæren for Vestnordisk Råd, Inga Dóra Markussen.

Ikke uventet fremhævede generalsekretæren for Vestnordisk Råd fordelene ved, at landene samarbejder. Vestnordisk Råd har lavet rekommandationer i forhold til det fiskeripolitiske samarbejde, en fælles strategi for transport- og infrastrukturelle områder, og en frihandelsaftale landene imellem. Rekommandationerne er sendt til videre drøftelser i parlamenterne i Grønland, Færøerne og Island.

Tydeligt uenige

Skulle man dømme ud fra de enkelte nordatlantiske folketingsmedlemmers bud på, hvordan de hver især vil gøre deres indflydelse gældende i Arktis, så var uenigheden til at få øje på.

Hvem er det nu i Vestnorden, der er tættest på Arktis? Det mente Aleqa Hammond gav sig selv, og derfor burde Grønland have langt større indflydelse på arbejdet omkring Arktis – og betydeligt mere end de to andre lande i rigsfællesskabet.

Magni Arge gav svar på tiltale og fremhævede, at Færøerne er porten til det arktiske område, og derfor vil blive påvirket af den stigende maritime trafik til Arktis.

-Vi har behov for selv at bestemme, hvordan vi udvikler os i Arktis, sagde Magni Arge, der også havde en klar holdning til Danmarks rolle:

-Jeg mener, at Danmark skal holde sig væk fra Arktis.

Aaja Chemnitz Larsen påpegede vigtigheden af at få styrket både vækst og uddannelse i Grønland.
Hun efterlyste en klarere melding om, hvad rigsfællesskabet vil opnå i forhold til Arktis.

Nye handelsaftaler

Trods tydelige uenigheder var de nordatlantiske folketingspolitikere bevidste om Grønlands, Færøernes og Islands størrelser, når det gælder indbyggere – og det behov, det skaber for samarbejde.

I panelet var de enige om, at tættere handelsforbindelser vil give Vestnorden større indflydelse i Arktis. Succeshistorier om turismen i Island, der vokser med rekordfart, blev fremhævet. Nu gælder det om at få lavet lempelige handelsaftaler landene imellem, så alle parter også kan styrke deres egne markeder i takt med, at konsekvenserne af klimaforandringerne bliver en realitet – for eksempel åbningen af kommerciel bæredygtig transport gennem Nordvestpassagen.

Facebooktwitter
+ posts

Facebook kommentarer