Sea Shepherd forsøgte at sabotere telekommunikation

Sea Shepherd var ikke at se, da 135 hvaler blev slagtet ved den lille bygd Hvannasund på Færøerne tirsdag 26. juli. Sea Shepherd holder sig væk fra Færøerne på grund af myndighedernes stramninger af lovgivningen.

Trods Sea Shepherds udeblivelse forsøgte aktivisterne alligevel at forstyrre grindefangsten.

Mens bådene drev grindeflokken ind til stranden, begyndte grindeformændene at modtage opkald fra udlandet.

Det oplyser grindeformand Elmar Simonsen til nyhedssiden in.fo.

– Både jeg og de andre grindeformænd modtog opkald fra udlandet langt før selve slagtningen af grindehvalerne begyndte, siger Elmar Simonsen.

Grindeformændene skal sammen med sysselmanden koordinere fangsten, så folk i bådene og på stranden ved, hvad de skal gøre, og hvornår grindehvalerne kan slagtes.

Ved at ringe hele tiden til grindeformændene var forsøget åbenbart at forhindre, at grindeformændene kunne kommunikere.

Det er anden gang at grindeformændene oplever dette.

Rekord mange deltog
Der var brug for god koordinering, fordi aldrig før har så mange deltaget i en grindefangst i Hvannasund som tirsdag, oplyser sysselmand Karl Johansen.

Hvannasund er en lille bygd, som ligger langt nordpå og som ikke har de bedste trafikale forbindelser.

Alligevel deltog 873 mennesker. 116 var i både og 757 på stranden. Dertil kommer mange tilskuere til grindefangsten.

Deltagerne i fangsten får hver cirka 50 kg hvalkød og spæk.

Dertil får hver husstand i Hvannasund og de omkringliggende bygder en andel.

Artiklen er også blevet bragt i Sermitsiaq.

Facebooktwitter
+ posts

Facebook kommentarer